2 kar i navlesnoren

Information om 2 kar i navlesnoren.

Ved ultralydsundersøgelsen er der fundet 2 kar i navlesnoren. Her kan du læse mere om, hvad det betyder og hvilke undersøgelser, du vil blive tilbudt.

Hvordan er den normale navlesnor?

I navlesnoren er der normalt 3 kar. Ét kar, der bringer blod fra moderkagen til fosteret (navlesnorsvenen) og to kar, der bringer blod fra fosteret tilbage til moderkagen (navlesnorsarterier).

Hvordan er navlesnoren med kun 2 kar?

Hos knap 1% af alle fostre er der kun 2 kar i navlesnoren. Ét kar, der bringer blod fra moderkagen til fosteret (navlesnorsvene), og ét kar (i stedet for 2), der bringer blodet tilbage til moderkagen (navlesnorsarterie).

Illustrtaion af 2 eller tre kar i navlesnoren
Tre eller to kar i navlesnoren. Illustration af Randi Iversen

Hvilken betydning har 2 kar i navlesnoren for fosteret?

Hos de fleste fostre betyder en navlesnor med kun 2 kar ikke noget.

Hos enkelte fostre kan der dog samtidig ses sygdomme i andre organer, specielt i hjertet. Hos ca. 20% af fostrene med 2 kar i navlesnoren, er vægten ved fødslen lavere end den gennemsnitlige. Derfor vil du blive tilbudt ekstra skanninger.

Hvis 2 kar i navlesnoren er det eneste fund, er der ikke øget risiko for kromosomfejl hos fosteret.

Hvis 2 kar i navlesnoren ikke er det eneste fund, vil du blive tilbudt en fostervandsprøve, hvor fosterets kromosomer undersøges.

Ekstra undersøgelser

  • En udvidet skanning af fosterets hjerte i graviditetsuge 21-22
  • En ekstra skanning i uge 30 og 34 for at følge fosterets tilvækst

Har 2 kar i navlesnoren nogen betydning efter barnet er født?

Nej. Efter barnets fødsel har den stump af navlesnorskarrene, der bliver i barnets krop ingen funktion, og omdannes til bindevæv.

Er der noget du selv kan gøre?

Hvis du ryger, anbefaler vi, at du ophører med dette, da rygning har negativ indflydelse på fosterets vækst.

Det er en god idé at have én voksen ledsager med til undersøgelserne, da det kan være svært at huske alle informationerne.

Ultralydsklinikken ligger i Center 4
Ultralydsklinikken ligger i Center 4
Redaktør