Hvad er et forstørret nyrebækken?
Et forstørret nyrebækken er tegn på, at der er for meget urin samlet i nyrebækkenet. Ved ultralydsundersøgelsen måles, hvor stort nyrebækkenet er. 1-2 ud af 100 fostre har et forstørret nyrebækken, så det er ret almindeligt. I de fleste tilfælde er det uden betydning, at nyrebækkenet er forstørret. Tilstanden forsvinder i de fleste tilfælde af sig selv i løbet af graviditeten eller efter fødslen.
Hvordan fungerer et fosters urinveje?
Allerede i fostertilstanden producerer nyrerne urin. Urinen samles i nyrebækkenerne og ledes via urinlederne ned i fosterets blære, hvorfra fosteret tisser urinen ud i fostervandet.
Hvad er årsagen til forstørret nyrebækken?
Der kan være flere årsager til forstørret nyrebækken. Det kan være en forsnævring på overgangen mellem nyrebækkenet og urinlederen, eller hvor urinlederen munder ind i blæren. En anden årsag kan være, at urinen løber ”baglæns” fra urinblæren op i én eller begge nyrer. I nogle tilfælde kan et forstørret nyrebækken hos et foster være en markør for kromosomafvigelse.
Hvordan bliver nyrebækkenet kontrolleret før fødslen
Ved moderat/svært forstørret nyrebækken hos et foster tilbydes i visse tilfælde fostervandsprøve.
Hvis fosteret har et mildt forstørret nyrebækken, får man tilbudt ultralydundersøgelse i uge 28 og/eller 32-33. Afhængig af om begge eller ét nyrebækken er forstørret.
Hvis fosteret har moderat/svært forstørret nyrebækken, vil man få tilbud om ultralydundersøgelser hver 3.–6. uge.
Når forstørrelsen forsvinder
Hos de fleste fostre forsvinder forstørrelsen af sig selv. Hvis en ny ultralydundersøgelse i uge 28 eller 32-33 viser, at nyrebækkenet ikke længere er forstørret, skal fosteret ikke undersøges mere.
Hvis nyrebækkenet stadig er forstørret ved 32-33 uger
Bliver I tilbudt en ultralydundersøgelse af barnets nyrer 5-14 dage efter fødslen på Funktions- og Billeddiagnostisk Enhed. Her undersøges, hvordan nyrerne ser ud. Efterfølgende får barnet en ambulant konsultation på Afdeling for Børn og Unge. Inden barnet bliver udskrevet fra Barselsgangen, skal der være bestilt tid til ultralydundersøgelse og tid i Klinik for Børn og Unge.
Hvis nyrebækkenet stadig er forstørret efter fødslen
Hvis barnet efter fødslen fortsat har forstørret nyrebækken, kan det være, at I bliver tilbudt, at barnet får undersøgt nyrernes funktion, når det er blevet 4-6 uger gammelt.
Hvis undersøgelsen viser, at barnets ene nyre ikke fungerer normalt, vil I eventuelt blive tilbudt henvisning til Børnekirurgisk Afdeling på Rigshospitalet. Det kan være, at barnet dér bliver tilbudt flere undersøgelser og evt. en operation. Formålet med en evt. operation vil være at forbedre nyrens funktion. Hvis det bliver aktuelt, bliver I grundigt informeret.
Øget risiko for urinvejsinfektion
Når barnet har forstørret nyrebækken, er der øget risiko for urinvejsinfektion. Hvis urinlederen er forstørret er risikoen for urinvejsinfektion ekstra stor og det kan være, at I bliver tilbudt forebyggende antibiotika til barnet hver aften.
Åben indlæggelse på Afdeling for Børn og Unge
I må henvende jer direkte til Børne- og Ungemodtagelsen, hvis I får mistanke om, at barnet har fået en urinvejsinfektion. Før I kommer, beder vi jer om at ringe på telefon 38 62 31 79, som altid er åben.
Før I bliver udskrevet fra hospitalet, skal I sikre jer, at I har fået udleveret en pjece om urinvejsinfektion hos børn.
Spørg, hvis I er i tvivl
I skal endelig spørge, hvis der er noget, I er i tvivl om eller ønsker at få uddybet. Det er en god idé at skrive spørgsmålene ned, før I kommer.
Kontaktinformation
Ultralydklinikken afsnit 449
Center B, etage 0, telefon 3862 6111.
Telefontid: kl. 08.00 - 15.00.
Børne- og Ungemodtagelse
Center A, indgang A02, telefon 3862 3179.
Telefontid: 24 timer i døgnet.
Afdeling for Børn og Unge
Center A, indgang A31, telefon 3862 2132.
Telefontid: Mandag til torsdag kl. 09.00-14.00. Fredag kl. 09.00-12.00.