Vi er så forberedte som vi overhovedet kan være

Ebola-beredskabet er på plads. Patienter og ansatte på Hvidovre Hospital har ingen grund til bekymring.
Personale i gule dragter

​​​​De gule dragter i brug ved en øvelse på Infektionsmedicinsk Afdeling. Foto: Susanne Østergaard. ​

​Af Malene Markussen, kommunikationsmedarbejder

Ebola-udbruddet i vestafrikanske lande som Guinea, Liberia og Sierra Leona kaster mange overskrifter af sig i denne tid. På Hvidovre Hospital står beredskabet på Infektionsmedicinsk Afdeling klar til at trække i de gule heldragter og indlægge eventuelle smittede personer på de særlige højisolationsstuer. 

 Beredskabet er altid på plads
”Vores beredskab er altid på plads, det skal det være. Vi taler selvfølgelig en del om ebo​la, men vi har ikke ændret noget ved beredskabet, for det er ikke anderledes ved ebola end ved andre smitsomme infektio​ner som fx SARS”, fortæller ledende overlæge på Infektionsmedicinsk Afdeling Bjarne Ørskov Lindhardt.​
Han understreger samtidig, at ebola er langt mindre smittefarlig end fx SARS, fordi det ikke smitter gennem luften, med ved direkte kontakt med kropsvæsker.


​​Bjarne Ørskov Lindhardt er ledende overlæge på Infektionsmedicinsk Afdeling. 

Personalet på Infektionsmedicinsk Afdeling træner beredskabet et par gange om året. En medarbejder agerer smittet patient, mens kollegerne ifører sig heldragter og åndedrætsværn og etablerer undertryk på stuerne, så ”smitten” ikke kan spredes til andre stuer. 

Sidste gang beredskabet var i gang for alvor, var i efteråret 2013, hvor afdelingen modtog tre patienter, som var under mistanke for MERS, en dødelig virus fra Mellemøsten. Ingen af de tre viste sig at være var smittede. 

Ingen grund til bekymring
Hospitalets øvrige ansatte og patienter behøver ifølge Bjarne Ørskov Lindhard ikke bekymre sig om risikoen for ebola, hvis det utænkelige skulle ske, at en patient med mistanke om ebola blev indlagt på Infektionsmedicinsk Afdeling. 
”Det man skal vide er, at vi har styr på det hos os, og vi er ikke bekymrede. Vi kigger på vores action cards, har tjek på undertrykkene og alt det, vi i øvrigt kan planlægge. Det vil ikke være farligt for dem at gå på arbejde eller være indlagt”, siger Bjarne Ørskov Lindhardt. 
​​Hvidovre Hospital har produceret en film om højisolation på Infektionsmedicinsk Afdeling. 



​Presseomtale af ebola-beredskabet på Hvidovre Hospital:



 


 

 


 

Redaktør