Professoren i den gule rumdragt

​Du har måske set ham på tv iført gul beskyttelsesdragt, mens han demonstrerer ebola-beredskabet. Men det er de almindelige infektionssygdomme, der fylder mest i hverdagen for Hvidovre Hospitals nye professor Thomas Benfield. 

​Thomas Benfield er mange gange trukket i den gule dragt til ære for fotograferne. Foto: Andreas Fruensgaard. 

Professor Thomas Benfield i gul rumdragt

Af Malene Markussen, kommunikationsmedarbejder​

”Ebola er selvfølgelig interessant, fordi der sker en masse lige nu. Men for mig skal forskningen også være nærværende. Det skal handle om det, vi ser i afdelingen og hjælpe os til fx finde ud af, hvad der helt præcis er den gode behandling af lungebetændelse”, siger Thomas Benfield, nyudnævnt klinisk professor på Infektionsmedicinsk Afdeling.

Styrke den kliniske forskning

Med sit professorat vil han styrke den kliniske forskning i Infektionsmedicinsk Afdeling, blandet andet inden for områder som meningitis og hepatitis. Og så skal han fokusere særligt på infektionsgenetik.
”Ved at se på hvilke gener, der har betydning i forhold til infektioner, kan man måske sige noget om, hvorfor nogle får fx lungebetændelse eller meningitis, mens andre ikke gør”.
Som professor lægger han stadig vægt på at gøre en forskel for patienterne.
”Ved infektionsmedicin kan man tit se effekten ret hurtigt. Man kan gøre en forskel. Og man kan i højere grad gøre en forskel når man har meget erfaring. Derfor bliver jeg også ved med at have en delt stilling med både klinik og forskning”, lyder det fra Thomas Benfield.

Hurtig effekt

For Thomas Benfield er noget af det spændende ved infektionsmedicin, at det er et speciale, hvor der kan ske meget på kort tid.
”Min første ansættelse var her på Infektionsmedicinsk Afdeling i 1992. Dengang var hiv og aids på sit højeste, og 90 % af sengene var fyldt med patienter, der var ved at dø. Og fem år senere var der pludselig en behandling. Vi ser det samme med hepatitis c nu. Jeg tror ikke, at man i andre specialer har oplevet en så effektiv behandling som hiv/aids behandlingen, og det er fedt at have oplevet det med to sygdomme i et karriereforløb”, siger Thomas Benfield.

Mediernes interesse

Aids og hepatitis er sygdomme, der gennem tiden har skabt stor medieinteresse, ligesom vi oplever det med ebola nu. Gentagne gange er Thomas Benfield hoppet i den gule beskyttelsesdragt og har svaret på journalisternes spørgsmål. Men han ser det som god træning og en del af arbejdet.
”Der er ting ved mit job, der er meget værre. Jeg synes, at det er naturligt, at jeg skal stille op over for medierne. Det er jo en del af det at vide noget, som andre ikke ved så meget om. Og så kan jeg være med til at tage brodden af en spirende panik, som ikke har noget på sig”, siger han. 
Thomas Benfields tiltrædelsesforelæsning finder sted fredag den 5. december 2014 kl. 14:00 på Hvidovre Hospital. 

Bonusinfo

Når Thomas Benfield ikke forsker, behandler infektioner eller demonstrerer ebola-beredskab i tv, er han sammen med familien i Vanløse, som tæller hustru og tre børn i alderen 3, 6 og 9. år. I maj løb han Copenhagen Marathon på 4 timer og 21 min. Næste år bliver tiden under 4 timer, lover han. ​

BLÅ BOG
Thomas Benfield, 48 år, professor, overlæge, dr. med.
Lægevidenskabelig kandidateksamen fra Københavns Universitet 1992.
Dr. med. 2003.
Speciallægeanerkendelse i infektionsmedicin 2005.
Ansættelse på Infektionsmedicinsk Afdeling, Hvidovre Hospital siden 2005. Tidligere ansat ved bl.a. National Institute of Health, Maryland, USA, på Rigshospitalet og på Roskilde Sygehus.
Assisterende videnskabelig redaktør ved Ugeskrift for Læger.
Har publiceret mere end 120 originalartikler, oversigter og lærebogskapitler.​


Redaktør