Patient testet negativ for ebola

​Patienten, som blev sat i højisolation på Hvidovre Hospital tidligt tirsdag aften, er testet negativ for ebola. Dog er det muligt, at der skal en ekstra prøve til, før lægerne vil frifinde vedkommende fuldstændig.

Patienten fik influenzasymptomer efter hjemkomst fra Vestafrika. Hvidovre Hospital blev kontaktet, og patienten blev hentet ind. Vedkommendes prøver blev sendt til Statens Serum Institut, som natten til onsdag kunne konstatere, at der ikke var tale om ebola. Det kan dog alligevel være nødvendigt at tage en ny prøve i morgen, for at være 100 procent sikker.


”Hvis patienten ikke længere har feber i morgen, er der ingen grund til at tage yderligere prøver, men hvis patienten fortsat har symptomer, opretholder vi beredskabet. Der kan nemlig gå nogle dage fra de første symptomer indtræder, til at vira kan spores i prøverne. Derfor får vi taget ekstra prøver for at være helt på den sikre side,” fortæller vicedirektør, Torben Mogensen.

Ingen grund til ​​panik

Han understreger også, at beredskabet også denne gang fungerede efter planen på Hvidovre Hospital.
”Vi har jo prøvet det nogle gange. Det er tredje gang på fem uger, at vi har en mulig ebola patient, og også denne gang er tingene gået helt efter planen,” siger Torben Mogensen og understreger, at selvom der en dag skulle komme en patient, som tester positiv for ebola, er der ingen grund til panik - hverken blandt patienter, pårørende eller personale.

”Vores isolationsstuer fungerer, som de skal, og personalet er meget opmærksomme på at følge sikkerhedsprocedurerne til punkt og prikke. Derudover er ebola langt mindre smittefarlig end fx SARS, fordi den ikke smitter gennem luften, med kun ved direkte kontakt med kropsvæsker,” forklarer Torben Mogensen.​
Redaktør