Operationer i tre dimensioner

​Den store fladskærm er tændt, og 3D-brillerne ligger klar. Det lyder som starten på en filmaften, men det er faktisk begyndelsen på en tarmkræftoperation på Hvidovre Hospital.​​

​Hvidovre Hospital har nemlig - som de første i Danmark - fået etableret en højteknologisk 3D operationsstue, hvor læger og sygeplejersker kan få kikkertbillederne vist i 3D på specielle fladskærme.


3D med et fo​​​rmål

I Hollywood-film er 3D-effekten ofte effekt for effektens skyld alene, men sådan er det ikke på operationsgangen. Her har 3D-effekten nemlig et klart formål, forklarer kirurg Nis Schlesinger.

”Det gør det lettere at bedømme afstande og giver derfor mere præcis kirurgi,” siger Nis Schlesinger, som er afdelingslæge på operationsgangen. Han har i skrivende stund forestået tre endetarmskræft-operationer med det nye 3D-udstyr og roser den teknologiske udvikling.

”Det er et ekstra raffinement, som kan gøre operationerne lettere for kirurgerne. Jeg ser bestemt potentiale i 3D-teknologien,” forklarer han.

En ​​​​nem overgang

Inge Merete Bramsholm, som er afdelingssygeplejerske på Gastroenheden, fortæller, at kirurgerne generelt har været glade for den nye 3D-teknologi, selvom én enkelt læge oplevede visse gener.

”Det er jo lidt ligesom at gå i biografen med 3D-briller. Der er nogle, som bliver svimle af det og får hovedpine. Vi har en læge, som oplevede det. Men derudover har alle været begejstrede for det nye system,” siger hun.
Nis Schlesinger mener heller ikke, at overgangen til 3D vil skabe nævneværdige problemer.

”Al omstilling er svær, men det her er en meget lille omstilling, og som jeg ser det, er der ikke rigtig nogen ulemper ved 3D-teknologien,” fortæller han og uddyber:

”Det er jo ikke som de gamle 3D briller med et rødt og et grønt øje, som slører alt andet end lige netop 3D billedet. Brillerne er lavet sådan, at man ser glimrende, lige meget hvor man kigger hen.”

Meget mere ​​​end 3D

Den nye 3D operationsstue, som også hedder Operationsstue 15, er dog langt mere end bare 3D. Det nye moderne udstyr gør det nemlig også muligt at udføre lange operationer uden at kikkertkameraet dugger til, og så gør det nye system det hurtigere og mere sikkert at skifte mellem de forskellige lysindstillinger.

”Der er en række prædefinerede lyssætninger, så man kan skifte til den rette belysning med et enkelt tryk, hvis operationen tager en uventet drejning,” forklarer Inge Merete Bramsholm.
              ​
Redaktør