Hun ser muligheder i alt

​Jette Christensen har fået Danske Fysioterapeuters Pris for sit arbejde på Hvidovre Hospital, i Region Hovedstaden og på Zanzibar.

​Jette Christensen (th.) ved prisoverrækkelsen sammen med Tina Lambrecht, formand for Danske Fysioterapeuter. Foto: Heidi Lundsgaard. 

”Jeg tror, at det, jeg kan, er, at motivere folk til at arbejde med udvikling og forskning, og så er jeg god til at se muligheder. Hvis noget rører sig på hospitalet eller i regionen, prøver jeg hele tiden at se, hvordan fysioterapien kan byde ind.” Sådan lyder fysioterapeut Jette Christensens bud på, hvorfor hun har fået Danske Fysioterapeuters pris 2014.


Et eksempel på hendes evne til at se muligheder er fx, dengang det blev besluttet at oprette en indvandrermedicinsk klinik på Hvidovre Hospitalet.

”’Skal vi ikke have nogen fysioterapeuter dér’, spurgte jeg, men fik svaret, at næh det havde man da ikke lige tænkt, for det handlede mest om medicinske problemstillinger”.

Men Jette Christensen gav ikke op. Hun har reserveret en lille pulje i sit budget, som er beregnet til at gå ud og bevise fysioterapiens værd, fordi hun tror på, at pengene så kommer tilbage bagefter, når folk er blevet overbevist. Og hendes plan virkede, for fysioterapeutiske bidrag til den tværfaglige behandling af de indvandrermedicinske patienter er så værdifulde, at den indvandremedicinske klinik nu selv søger penge til at gøre samarbejdet permanent.

”De kan jo se, at det bassinhold og det træningshold, vi har oprettet, er noget af det, der virker allerbedst”, lyder det fra Jette Christensen.

Følelsen af at væ​​​​​re del af paletten

Jette Christensen glæder sig over sin arbejdsplads, der giver hende plads til at udfolde sig på:

”Jeg elsker de her store rammer på Hvidovre, og følelsen af at være en del af paletten. På et hospital handler det om at få det store maskineri til at fungere og finde ud af, hvad ergoer og fysser skal gøre for at få hurtige og gode forløb”.

Sit lyse, rummelige kontor i stueetagen beskriver Jette Christensen som ’det bedste kontor på hele hospitalet’. For ikke længe siden fik hun nemlig en helt ny udsigt. Fysioterapien skulle spare plads og i stedet for at surmule over dét, opstod ideen om at en træningstrappe, der nu bugter sig lige uden for Jette Christensens vinduer.

”Den er indrettet med plateauer og giver en fantastisk mulighed for intervaltræning til eksempelvis KOL- og hjertepatienter”, siger Jette Christensen, der selvfølgelig ikke stopper her, men allerede har planer for næste skridt: En træningshave ovenfor trappen.

På tv​​​ærs af grænser​

Det er ikke kun på Hvidovre Hospital og i Danmark, at Jette Christensen gør en forskel. Hun er i disse dage ved at gøre sig klar til en tur til Manzi Mmoja Hospital i Stone Town på Zanzibar i forbindelse med et udviklingsprojekt,

”Vi skal ned og se, hvordan det går med fysioterapien på vores partnerhospital i hovedstaden Stone Town, og vi skal hilse på første kuld zanzibarianske fysioterapeutstuderende. De er 21 studerende på første hold”, fortæller hun og slutter:

”Blandingen af det eksotiske og oplevelsen af ’at kunne byde ind’ både som sundhedsfaglig person og som medmenneske betyder utrolig meget for mig.”

​​​Danske​​ Fysioterapeuters Pris

Jette Christensen modtog Danske Fysioterapeuters Pris på foreningens repræsentantskabsmøde den 14. november. 

Prisen på 50.000 kroner har som overordnet formål at fremme kvalitet og udvikling indenfor det fysioterapeutiske fagområde. Prisen er målrettet fysioterapeuter, som har udmærket sig forskningsmæssigt, uddannelsesmæssigt eller på anden vis ydet en særlig indsats for udviklingen af det fysioterapeutiske felt​.

Denne artikel et et uddrag fra en artikel om Jette Christensen i fagbladet Fysioterapeuten. Læs hele artiklen her.​
Redaktør