Nyt system holder styr på dine implantater

​Hvilke skruer og metaller, havner i hvilke patienter? Nyt registreringssystem skal forhindre fremtidige skandaler med medicinsk udstyr.

Af Andreas Fruensgaard, journalist​

Registreringssystemet er allerede implementeret på Hvidovre Hospitals ortopædkirurgiske afdeling – en proces som har været en stor succes. 
 
”Personalet har været fantastiske til at tage imod det nye tiltag. De har meldt tilbage løbende, stillet masser af spørgsmål og været meget positive,” siger Alina Hansen som er projektkoordinator.
 
Skal bredes ud
Planen er nu, at registreringssystemet skal spredes ud til afdelinger i hele hospitalsvæsenet, men det kræver økonomisk støtte, og der mangler pt. cirka en million kroner. Pengene skal gå til indkøb af udstyr og ikke mindst de mandetimer, der skal til for at holde workshops og yde support, så operationssygeplejerskerne lærer systemet ordentligt at kende. 
 
Systemet, som er udviklet med baggrund i den webbaserede database; Dansk Frakturdatabase (DFDB), funger i al sin enkelthed sådan, at operationssygeplejersken scanner stregkoderne på implantaternes æsker ind i systemet efter operationen, hvorefter kirurgen bekræfter, at det er 
de rigtige implantater, der er blevet scannet ind. Denne metode giver ifølge Alina Hansen et unikt overblik.
 
”Med scanningssystemet får vi alt at vide: Producent, produkt, materiale og så videre. Det er meget nyttigt, fordi det kan være selv de mindste ting, der er skyld i, at et implantat ikke fungerer ordentligt, ” forklarer hun. 
 

Håber på økonomisk rygstød

Alina Hansen håber, at nogle af pengene til at føre projektet videre ruller ind når repræsentanter fra Sundhedsministeriet, Sundhedsstyrelsen og Serum Instituttet henover sommeren besøger Hvidovre Hospital for at få demonstreret systemet. Hun håber, at det åbenlyst praktiske system kan overbevise delegationen om, at det er værd at skyde penge i.
 
”Vi håber, som et minimum, at få blåstemplet systemet, men det kunne også være rart med et økonomisk rygstød, siger Alina Hansen og tilføjer: 
 
”Det er jo indlysende, at man skal registrere, hvad man indopererer i folk. Det er vigtigt for patientsikkerheden, at vi registrerer og holder øje, så vi kan kontakte patienterne med det samme, hvis vi opdager, at der kan være problemer med en type implantater”, forklarer Alina Hansen.
 

Bedre end loven foreskriver​​

Både EU og den danske regering har for nylig fremsat lovforslag om øget registrering af implantater, men ifølge Alina Hansen går forslagene ikke langt nok.
 
”I regeringens forslag er der krav om, at man sætter et mærkat fra producenten i journalen, der indikerer hvilke implantater, der er indopereret. Men det er ikke en intelligent og sporbar løsning. Man har på ingen måde mulighed for let og hurtigt at finde frem til en bestemt gruppe patienter med en bestemt type implantat. Det vil derfor stadig være umuligt at danne sig overblik over hvem og hvor mange, der har fået lignende implantater. Vores system tager skridtet videre og giver det overblik helt ned til den mindste detalje, så det bliver lettere at reagere og forebygge, når man opdager fejl,” forklarer Alina Hansen.  ​
 
Redaktør