Ikke mere kispus – nu bliver vi papirløse

​Hele hospitalet summer i disse dage af H-EPJ, KISO og OPUS. Den 28. oktober klokken 8.00 bliver Hvidovre Hospital nemlig officielt papirløst. Men hvad betyder det for dit arbejde? Få overblikket her, hvor vi gør status over H-EPJ-projektet.​

Et lille udsnit af nye computere, som dokumentationen skal foregå på fra 28. oktober

Af Andreas Fruensgaard, journalist

Det er ikke nogen lille opgave at overgå fra papir- til e​lektroniske journaler. Men den 28. oktober klokken 8.00 tager Hvidovre Hospital springet. Det betyder at:

  • Journalnotater ikke længere bliver skrevet ud.
  • Opus notat får tilføjet KISO, som erstatter sygeplejekardexet
  • Notaterne i Opus organiseres efter faggrupper og notattyper.
  • Alt, der ikke er elektronisk, lægges i bilagsmappe.
Der er blevet lavet en analyse af arbejdsgangene på alle hospitalets afsnit, hvor behovet for supplerende IT-udstyr blev vurderet. Alle har stort set fået - eller vil få - det ønskede IT-udstyr indenfor den nærmeste fremtid.

Godt med

Og selvom der altid er udfordringer forbundet med så store forandringer, er gruppen bag projektet stadig godt med.

”Vi har styr på alt materiellet. 240 bærbare computere er kørt ud på afdelingerne og er klar til den 28.,” fortæller projektsygeplejerske Charlotte Ibsen og tilføjer: 

”Vi ved, at der er behov for lidt tålmodighed i starten. Der bliver en overgang, hvor der både vil være elektroniske og papirjournaler. Vi er jo inde og pille ved en masse arbejdsgange med det nye projekt. Men folk rundt omkring i huset er meget positive. Vi har haft så mange ansatte, som har engageret sig og vist interesse for projektet, at jeg forventer, at overgangen bliver forholdsvis nem, og at vi kan undgå de værste ”børnesygdomme”.

Positive tilbagemeldinger

Projektgruppen tager i disse dage rundt på ”tour-de-morgenkonferencer”. Det betyder, at Charlotte Ibsen, sammen med Morten Helms (læge) og Jesper Friis (EWS) kommer rundt og snakker med lægerne om, hvad den nye arbejdsgang vil betyde for deres hverdag, og for måden de arbejder på.

240 sygeplejersker har også været igennem KISO-undervisning i den forgangne måned, og de er for tiden i gang med at lære deres nyerhvervede viden fra sig til kollegaerne. H-EPJ fylder kort sagt rigtig meget på hele hospitalet. Og folk går til opgaven med gåpåmod og optimisme.

”De tilbagemeldinger, vi får ude fra afdelingerne, er meget positive. Folk er glade for at få et arbejdsredskab, som er ens på tværs af afdelingerne, og alle ser det som en klar optimering af sikkerheden for patientens forløb gennem systemet,” forklarer Charlotte Ibsen.

Flere informationer

Du kan læse mere om H-EPJ og finde svar på eventuelle spørgsmål i det seneste nyhedsbrev, som du kan læse her. (LINK)​

Du kan også altid snakke med din nærmeste leder, hvis der er noget, du er i tvivl om.

På H-EPJ-hjemmesiden kan du læse meget mere ​(LINK)

Redaktør