Forskningspulje til Hvidovre

​AIDS-Fondet og Kræftens Bekæmpelse har uddelt en ekstraordinær forskningspulje, der skal afdække sammenhængen mellem hiv og kræft. En del af puljen går til forskere på Hvidovre Hospital.

Aids-ikon

​​​​​

Hiv-smittede får oftere kræft og har en dårligere overlevelse end andre kræftpatienter. Men viden om sammenhængen mellem de to sygdomme, og hvordan de påvirker hinanden, er yderst sparsom. 
Derfor er AIDS-Fondet og Kræftens Bekæmpelse gået sammen om at udvælge og støtte forskning, der kan bidrage med tiltrængt, ny viden. 
"Problemet med hiv og kræft kommer til at stige de kommende år, men hvor både hiv og kræft er relativt godt belyst, mangler vi viden om netop sammenhængen mellem de to sygdomme. Vi er meget stolte over, at vi sammen med Kræftens Bekæmpelse nu kan sætte ekstra fokus på området," siger Henriette Laursen, direktør i AIDS-Fondet
De tre forskningsprojekter skal belyse forholdet mellem hiv og livmoderhalskræft hos hiv-smittede kvinder, hiv og analkræft hos hiv-smittede mænd der har sex med mænd, samt forholdet mellem social gruppering, hiv og kræft.  
"På mange områder ved vi, at det desværre ikke er alle patienter, der får del i de gode behandlingsmuligheder – og resultater. De tre projekter, der får støtte, belyser dette alvorlige problem. Hiv og kræft er to alvorlige sygdomme – så samarbejdet og den kombinerede fælles forskning åbner for spændende resultater og dermed for bedre behandlingsmuligheder for patienterne," siger Leif Vestergaard Pedersen, adm. direktør i Kræftens Bekæmpelse.

Om Hvidovre Hospitals forskningsprojekt:

Infektionsmedicinsk A​fdeling, Hvidovre Hospital 
Livmoderhalskræft og HPV infektion hos kvinder, der lever med hiv. 
Omkring 7 procent af alle kræfttilfælde tilskrives infektion med human papillomavirus (HPV). Prævalensen af HPV blandt hiv-smittede kvinder er 2-3 gange så høj som hos baggrundsbefolkningen og hos hiv-smittede er mængden af human papillomavirus højere end hos andre. Forholdet mellem hiv og livmoderhalskræft hos kvinder i Danmark er i dag underbelyst.
Forskningsprojektet skal undersøge om hiv-smittede kvinder i lige så høj grad som andre kvinder bliver screenet for livmoderhalskræft samt undersøge forekomsten af celleforandringer og livmoderhalskræft hos hiv-smittede kvinder. Desuden undersøger projektet, om der er forskel i, hvor hurtigt celleforandringer fører til kræft hos hiv-smittede kvinder og alderssvarende kvinder, som ikke er hiv-smittede.​
Redaktør