Bedre forhold til de allermindste patienter på Hvidovre Hospital

​Seks familier presset sammen på en lille stue – uden dagslys. Sådan er det heldigvis ikke længere på neonatal-afsnittet. De for tidligt fødte børn er flyttet i nye omgivelser med mere plads og lys.

Billed af et for tidlig født barn i kuvøse

​Hospitalets mindste patienter kan være født op til 15 uger for tidligt. Arkivfoto: Bjarke Ørsted. 

​Af Thomas Wittrup, kommunikationsmedarbejder

De indlagte familier på neonatal er en speciel patientgruppe, som ofte er på hospitalet i meget lang tid under meget svære vilkår. Derfor er der mange overvejelser bag indretningen af de nye lokaler. Børneafdelingens ledende overlæge Klaus Børch er glad for resultatet og sammenligner flytningen med at komme fra en étværelses lejlighed på Nørrebro til en villa i Hellerup.

Flere stuer og synligt personale

To ting har været rigtig vigtige ved indretningen af de nye stuer og kontorer: mere plads og mere åbenhed. Meget af den ekstra plads er benyttet til flere familiestuer, så patienterne nu kun bliver indlagt på én- eller to-familiestuer – alle med vinduer. Man har valgt at lave vinduer mellem gangarealer og flere opholds- og personalerum. Det er vigtigt at de pårørende og personalet kan se hinanden og problemfrit komme i kontakt med hinanden.
”Vi lavede interview med flere patient-familier, før vi gik i gang med at indrette afsnittet. De var meget opsatte på, at vi ikke måtte ’gemme’ personalet væk. Det er rigtigt vigtigt for forældrene, at de kan se deres sygeplejersker og læger - også når de er på deres kontorer. Det er med til at give en tryghed for familierne,” fortæller arkitekt Finn Stycke fra driftsafdelingen som har været projektleder på det nye afsnit.​​


Den nye dagligstue på neonatal-afsnittet. Med vinduerne mod gangen kan pårørende og personale let finde hinanden. Foto: Susanne Østergaard. 

En hverdag på hospitalet

Mariah Hejlesen og Mette Jørgensen er indlagt på neonatal med deres for tidligt fødte børn. De er begge godt tilfredse med det nye afsnit:
”Forholdene her på neonatal er super fine. Det er dejligt med en enestue, hvor man kan få lidt privatliv. I vores situation betyder samværet med familien meget. Min mand og jeg har mulighed for begge to at overnatte på stuen. Det er jeg rigtig glad for,” fortæller Mariah.
”Når man er indlagt så længe som nogle af os er, så er det altså vigtigt, at man har mulighed for en form for normalt hverdagsliv. Ellers kan man godt få lidt hospitalskuller,” supplerer Mette.

Patienten kommer først

Det er ikke kun patienter og pårørende som har fået nye stuer og opholdsrum. Personalet har også fået nye og bedre faciliteter. Det er dog ikke det, som betyder mest for dem.
”Personalet er meget glade for de nye rammer. Mest fordi forholdene er blevet så meget bedre for de nyfødtes forældre. Det betyder allermest for personalet,” fortæller afdelingssygeplejerske Ellen Lau Nielsen.
Selv om personalet har taget godt imod de nye forhold, så må de også tackle nye udfordringer. Det er for eksempel blevet langt sværere, at have overblik over de forskellige børn, når de ligger på én- og tosengsstuer i stedet for seks på samme stue.
”Ja, vi har fået nye udfordringer, men de betyder ikke meget i forhold til fordelene ved de nye lokaler. Du får du os aldrig til at flytte tilbage til de gamle lokaler,” forsikrer Ellen Lau Nielsen med et smil.​


Redaktør