Gå til hovedindhold

​​​​Katrine Hornum-Stenz, ny chefjordemoder på Amager og Hvidovre Hospital 

"Vi skal udnytte de studerendes energi - ikke slå den ud"

​​Amager og Hvidovre Hospitals nye chefjordemoder er vendt tilbage til hospitalet med en klar mission: at styrke uddannelse, samarbejde og trivsel.​

Vent...

​Efter flere år i uddannelsesverdenen er Katrine Hornum-Stenz vendt tilbage til sundhedssektoren som chefjordemoder på Amager og Hvidovre Hospital – og det føles som det helt rigtige valg.

"Her er så mange mennesker, der brænder for deres faglighed, og det er superinspirerende at være en del af igen, lige som det også føles godt igen at være del af en tværfaglig afdelingsledelse. Men jeg ved også, at vi sundhedsfaglige ofte er idealister, og derfor er vi i risiko for at brænde ud. Det er derfor noget, jeg vil have meget fokus på i mit arbejde," siger hun.

Det skal være s​​pændende at være hos os

Katrine Hornum-Stenz lægger meget vægt på hospitalets rolle i uddannelsen af fremtidens sundhedsprofessionelle. Hun ser det som en vigtig opgave at styrke samarbejdet med uddannelserne.

"Vi skal være bevidste om vores ansvar i uddannelsen. Hvordan kan vi bruge de studerendes energi og motivation aktivt? Det handler om at gøre det spændende at være her og samtidig understøtte deres læring. Hvis vi gør det meningsfuldt for de studerende at være hos os, kan vi både uddanne dem bedre og måske få dem til at vælge os bagefter " siger hun.

Tillid er grundlæg​​​gende

Selv er Katrine Hornum-Stenz i fuld gang med en master i coaching og hun er derfor særligt interesseret i, hvordan dialog og forståelse kan skabe bedre samarbejde og trivsel.

”Jeg er ikke en enmandshær og jeg tror på, at de bedste løsninger findes i de tillidsfulde arbejdsfællesskaber, hvor vi nysgerrigt lytter til hinanden på tværs af fagligheder og interesser. Som leder er min rolle at sætte rammen og skabe mening – også når det er svært. Jeg indrømmer gerne fejl og justerer kursen, hvis noget ikke fungerer," forklarer hun.

Der skal være orden i penalhuset

Hun beskriver sig selv som en leder, der er optaget af udvikling, men altid med blik for at gode processer er vigtige – og så skal der være orden i penalhuset og styr på økonomien.

Med den kommende strukturreform kommer også flere forandringer – noget som Katrine Hornum-Stenz ser frem til at være en del af. Sammen med de andre chefjordemødre i både Region Hovedstaden og Region Sjælland, har hun allerede et stærkt netværk, som hun ser som en kæmpe styrke.

"Vi ved endnu ikke helt, hvordan reformen vil tage form, men vi har en tæt dialog og et godt samarbejde. Det er nogle store forandringer, som jeg føler mig meget heldig at få lov at være en del af."

Når lederrollen​ skiftes ud med shelter og bålmad

Privat er Katrine lige så engageret som på arbejdet – bare med andre projekter. Hun bor i Ordrup med sin mand, bliver snart mormor og elsker at tage til familiens sommerhus på Sjællands Odde.

"Vi har bygget vores eget shelter i haven og sover næsten altid der, når vi er afsted. Mad over bål og frisk luft – det er min måde at slappe af på," fortæller hun.

Med fem sammenbragte børn, der nu er flyttet hjemmefra, er hun og manden i fuld gang med at finde sig til rette i dette nye kapitel af familielivet.

Derudover holder Katrine sig i gang ved bl.a. altid at cykle til arbejde,​ og så er både hun og hendes mand mangeårige vinterbadere.

Blå​ bog:

  • 2024 Chefjordemoder på Amager og Hvidovre Hospital

  • 2024 Leder af Familieambulatoriet på Amager og Hvidovre Hospital

  • 2014 Institutchef på Københavns Professionshøjskole

  • 2014 Master of Management Development, CBS

  • 2008 Chefjordemoder på Nordsjællands Hospital

  • 2005 Vicechefjordemoder på Hvidovre Hospital

  • 1999 Jordemoder på Hvidovre Hospital

  • 1995 BA Samfundsfag og græsk RUC/KU​

Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor

 

Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden