Store maskiner er som udgangspunkt ikke særlig grønne – hverken i deres produktion eller i driften, men den nye MR-skanner, der snart flytter ind i Center A bliver faktisk omtalt som en langt mere bæredygtig og grøn udgave end dens forgængere.
"Vores nye MR-skanner er blandt verdens første 'helium-frie' skannere. Den bruger omkring 7 liter helium modsat fx vores 7 Tesla-skanner, som bruger 2000 liter helium" forklarer chefradiograf i Funktions- og Billeddiagnostisk Enhed, Omar Muharemovic.
Helium bruges til at køle skanneren, men kan fx ved strømnedbrug, også være skyld i stor skade på skanneren. En "helium-fri" skanner er derfor også væsentlig mere driftssikker.
Helium er også en meget knap ressource her på planeten, hvilket også gør den meget dyr. Derudover er en mindre mængde helium i skanneren også lig med mindre genopfyldning (helium fordamper over tid), og chancen for udslip er nærmest nul. Det betyder, at installationen omkring skanneren er væsentlig mindre og fx ikke kræver et udledningsanlæg, som andre skannere.
Og det er generelt noget, som afdelingens nye cheflæge også har fokus på:
"En ting er selve driften og kølingen af skannerne, men vi skal også se på hvordan vi skanner. Vores faglighed skal skabe værdi for den enkelte patient, men også på tværs, hvor vi skal have øje for den overordnede bæredygtighed i det, vi laver," siger cheflæge Mads Barløse.
God til rygskanninger
Den nye scanner er fra Phillips – og er en såkaldt 1,5 Tesla MR-skanner, og den er ifølge Omar Muharemovic et oplagt supplement til afdelingens resterende arsenal af skannere:
"Nogen tror, at jo højere et tal skannere har, jo bedre er de. Men det er faktisk ikke rigtigt. Vores 7 Tesla skanner er rigtig god til nogle ting, men med den nye 1,5 Tesla får vi en skanner, som kan nogle andre ting bedre end vores andre skannere. Den er fx rigtig god til at skanne ryggen, da den tager længere billeder, så man kan se mere på de enkelte skanninger," forklarer Omar Muharemovic
Lige i sidste øjeblik
I øjeblikket arbejder håndværkerne på at få gjort rummet helt klar til modtagelsen af den nye skanner. Herunder også en mindre ombygning af betjeningsrummet, så MR og CT får hvert deres betjeningsrum.
Når MR-skanneren er på plads, skal en masse IT-folk i gang med at installere og teste den.
"Vi når nok ikke at have den nye MR-skanner oppe og køre til indflytningsdagen den 3. november, men vi arbejder på at det sker så hurtigt som muligt. Ale vores andre MR-skannere er fra Siemens, hvorimod den nye er fra Phillips, så der er også noget nødvendig træningstid for vores personale", fortæller Omar Muharemovic.
"Bedre og hurtigere behandling"
Den nye skanner skal stå i den nye akutmodtagelse i forlængelse af de to CT-skannere, som allerede er installerede. De tre skannere skal sammen med to røntgenapparater og to ultralydsapparater udgøre den nye fremskudte akutte billeddiagnostik.
"Vi glæder os utrolig meget, ikke bare til at få den nye skanner, men også til at flytte ud i Center A. Vi kommer tættere på vores kliniske samarbejdspartnere, hvilket vil give os et meget tættere samarbejde. Og med en MR-skanner i front får vi gode rammer til at give en bedre og hurtigere behandling af vores patienter" siger Mads Barløse.
Og Omar Muharemovic stemmer i:
"Med den nye MR-skanner går vi fra at have tre og en halv MR-skannere til kliniske skanninger til nu at få fire og en halv. Det betyder helt konkret, at vi kan skanne flere patienter hurtigere end vi hidtil har kunnet".
Den halve skanner skyldes, at én af MR-skannerne deles med forskellige forskningsprojekter, og derfor ikke kan bruges på patienter hele tiden.