Gå til hovedindhold
Kliniske undervisere på Ortopædkirurgisk Afdeling

​​​​​

Studerende kan blive fremtidens kolleger...

​​… men hvordan motiverer vi dem til at blive ansat på Amager og Hvidovre Hospital, når de er færdiguddannede? Ortopædkirurgisk Afdeling ​har sat alle sejl til, for at deres studerende føler sig velkomne fra dag ét.​​

Vent...

​Når studerende starter i klinikken, kommer de typisk i større grupper, der bevæger sig ind og ud af afdelingen. I en travl hverdag kræver det en stor indsats at få øje på den enkelte, og det er netop den indsats, Ortopædkirurgisk Afdeling for nogle år siden satte sig for at skærpe.

Det har afdelingen bl.a. gjort via en målrettet indsats for at få input nok fra de studerende om deres ophold i klinikken.

Før i tiden manglede der nemlig nok besvarelser af de studerendes evalueringer efter endt ophold, og det betød, at afdelingen manglede den nødvendige viden om, hvordan de studerende trivedes, om deres motivation, og om de lærte det nødvendige.

Tid til at besvare evaluering

De kliniske undervisere satte sig derfor for at undersøge, hvad det kunne skyldes.

"Antallet af evalueringer fra de studerende var så lave, at vi ikke kunne bruge dem systematisk. Så vi begyndte at interessere os for, hvordan vi kunne sikre os flere svar, så det afspejlede hele gruppen af studerende, og hvordan de havde det hos os i klinikken" fortæller klinisk underviser Julie Ibsen Magnussen.

En af udfordringerne var, at de studerende fik evalueringsskemaet, når de egentlig var på vej ud ad døren efter praktikken. Så kunne det godt gå i glemmebogen med at få svaret.​

"Derfor afsatte vi simpelthen tid til, at de kunne besvare evalueringen, mens de stadig var i klinik, for at få så mange svar som muligt, og det virkede," fortæller klinisk underviser Louise Nygaard Hansen.

Med til frokost

For nogle år siden startede Louise på en master i positiv psykologi og fik en større interesse for trivsel og motivation. Det skete samtidig med, at Forum for Kliniske Undervisere på AHH begyndte at arbejde med vision og strategi for sygeplejerskeuddannelsen, som også havde fokus på trivsel, forklarer hun:

"Vi begyndte at se på data fra evalueringerne af uddannelserne på professionshøjskolen og kunne se, at en del studerende ikke trivedes blandt medarbejderne. Når man ikke bliver en del af fællesskabet, er det svært at lære. Det fik os til at drøfte med vejlederne, hvordan vi sikrer et godt første møde med de studerende," fortæller Louise Nygaard Hansen.

Desuden blev alle vejledere og ledere præsenteret for, hvordan man kan understøtte psykologisk trivsel i et praksisfællesskab med udgangspunkt i selvbestemmelsesteorien.

Afdelingen vedtog disse initiativer

Det førte blandt andet til, at undervisere, vejledere og de øvrige kolleger i afdelingen iværksatte følgende initiativer:

  • ​Sige godmorgen til de studerende

  • Se de studerende og inddrage dem i praksisfællesskabet som vigtige kommende kolleger

  • Give de studerende mulighed for indflydelse på deres vagtplanlægning

  • En leder kommer og siger hej – det kan være oversygeplejersken eller chefsygeplejersken

  • De studerendes navne står på tavlen

  • Det er tydeligt for de studerende, hvor de kan søge vejledning, og hvem de følges med

  • De studerende inddrages i praksisfællesskabets uformelle rum og inviteres med til frokost

"Det kan virke helt banalt, og som noget, man bare gør, men det har det bare ikke været i en travl hverdag. Vi har fx i årevis opfordret de studerende til at gå ned i kant​inen og spise frokost, fordi der ikke var plads til os alle i personalestuen. Det viste sig, at de følte sig ekskluderet, og det var jo slet ikke meningen. Nu inviterer vi dem med ind i personalestuen, og så organiserer vi os med skiftende frokosthold," fortæller Louise Nygaard Hansen.

Samler på de gode historier

Ud over at arbejde med trivslen, har de tre kliniske undervisere også haft fokus på de kompetencer, de studerende allerede har.

"Mange studerende er usikre og kan godt komme til at fokusere på det, de synes, de ikke kan.  Vi prøver at skabe en positiv og anerkendende læringskultur, hvor de studerende og vi i klinikken lærer af og med hinanden. Det indebærer at være lyttende, nysgerrige og give mulighed for at dyrke et særligt interesseområde, fx sårpleje osv.," siger Mia Rietzke.

I takt med arbejdet med at skabe bedre trivsel i uddannelsesmiljøet for de studerende, har afdelingen også samlet på de gode historier løbende.

"Det kan være stort og småt: gode data, forløb, der måske starter lidt skævt, men hvor de ender med at gå glade ud ad døren og gerne vil komme tilbage, eller studerende der fortæller om en kollega, der har taget sig særligt godt af dem. De der gode historier er så vigtige at have fokus på og fortælle videre," siger Julie Ibsen Magnussen.​

Fagligt fokus og trivsel på dåse

Samtidig er der trivsel på dagsordenen, når de kliniske undervisere mødes med de studerende i det, de kalder "Fagligt fokus".

"Vi har en såkaldt trivselsdåse, hvor vi med udgangspunkt i forskellige typer af spørgsmål får mulighed for at tage temperaturen på den enkelte studerendes trivsel og udvikling i afdelingen. På den måde får vi hurtigt taget hånd om trivselsmæssige udfordringer. Nogle gange er det bare rart at få dem nævnt sammen med andre," fortæller Mia Rietzke.​



Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor

 

Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden