Gå til hovedindhold

Slut med 'muh' og 'mæh' i kantinen

​​Siden årsskiftet har medarbejderne ikke fået kød fra kalv, okse eller lam, når de har købt frokost i kantinen på Hvidovre Hospital. ”Der er et kæmpe CO2-aftryk til forskel”, siger servicechef Mette Luplau Gliese.

Vent...

Måske var du også én af dem, der tabte underkæben, da den grønne tænketank Concito i august 2023 offentliggjorde sin rapport om klimaaftrykket fra danskernes forbrug. I rapporten stod der bl.a., at oksekød alene står for 55 procent af de drivhusgasudledninger, der kommer fra vores fødevarer.
Det har køkkenet på Hvidovre Hospital nu taget konsekvensen af og udfaset kød fra de mest klimabelastende dyr fra personalekantinen og mødeforplejningen.

”I forvejen var oksekødet en forsvindende lille del af produktionen. Men det havde alligevel så stort et CO2-aftryk, at det stod for op mod halvdelen af kantinens samlede CO2-aftryk,” forklarer servicechef Mette Luplau Gliese.

Ikke kødfri – men derhenad

Da rådhusklokkerne slog det nye år ind, blev koen, kalven og lammet forment adgang i første omgang til kantine- og forplejningskøkkenet.

”Kantinekøkkenet har gennem længere tid eks​​perimenteret med at erstatte noget af kødet i en ret med fx ærteprotein og grøntsager generelt. Og når det giver mening i menuplanen, er der også eksperimenteret med andre kødtyper som fx dyrevildt, som kommer fra reguleret kronvildt, der har et noget lavere CO2-aftryk end ko og lam,” forklarer Mette Luplau Gliese og tilføjer, at køkkenpersonalet synes, det er spændende at være med til at udvikle retterne hen mod en mere klimavenlig menu.

”Kantinepersonalet har også opgraderet salatbaren, så den ser mere indbydende ud. Det gør også, at det grønne valg bliver mere interessant,” siger hun.

I patientkøkkenet er der dog endnu ikke planer om helt at udfase okse-, kalve- og lammekød fra maden til patienterne på grund af ernæringsfaglige hensyn, men der bliver hele tiden arbejdet på at få mere plantebaseret indhold i menuen, forklarer Mette Luplau Gliese.

Det handler om vaner og vilje

Nytter det noget i det store klimaregnskab, eller forsøger vi at fremstå grønnere, end vi i virkeligheden er? Kurt Stig Jensen er udover at være vicedirektør på Amager og Hvidovre Hospital også frontperson i forhold til arbejdet med den grønne omstilling på hospitalsniveau.

”Hvis vi ser på Region Hovedstadens klimaaftryk i 2022, så står fødevarer kun for 1,5% af den samlede udledning. De største CO2-udledere er på indkøb og forbrug. Men den grønne omstilling handler også om vaner og vilje. Og om at starte et sted, hvor det giver mening,” siger Kurt Stig Jensen.

”Som privatpersoner har mange af os vænnet os til at sortere affald, have kødfrie dage og flere kører også i elbil fremfor på fossilt brændstof. Derfor er det nærliggende at fortsætte de gode vaner på arbejdspladsen,” siger han og erkender, at den største omstilling bliver at reducere vores forbrug.

”Vi skal kunne sige remsen i søvne: Brug mindre, brug længere og brug grønnere. Vi kommer ikke til at gå på kompromis med, hvad der er bedst for patienten, men vi er nødt til at have en bevidsthed om vores forbrug og ændre på vores arbejdsgange, hvor det giver mening,” siger Kurt Stig Jensen.​


​Hvad med Amager Hospital?

Amager Hospitals personalekantine bestyres af Jespers Torvekøkken. Det er også en del af deres grønne profil at udfase kød fra okse, kalv og lam i løbet af første kvartal 2024.

> Læs Concitos rapport om Danmarks globale forbrugsudledninger her​​




Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor

 

Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden