Det første øjet fanger på Johan Burisch kontor på Hvidovre Hospital er et sort-hvidt foto af en ældre herre, som ser myndigt, men mildt, ud på beskueren fra sin placering lige ved computerskærmen.
"Det er min morfar, som var læge og en kærlig og rigtig, rigtig god morfar. Da jeg var barn, tænkte jeg,
at han måtte være det klogeste menneske i verden, og jeg ville være som ham, så det er på grund af ham, jeg blev læge," fortæller 39-årige Johan Burisch.
Han er netop blevet udnævnt som professor i gastroenterologi og er med sine 39 år den yngste professor på sit felt i Danmark. Morfar hed i øvrigt Povl Riis og var en internationalt anerkendt gastroenterolog.
Uforudsigelige sygdomme og behandlingsforløb
Specialet, gastroenterologi, omfatter sygdomme i fx spiserøret, mavesækken og tarmsystemet, og Johan Burisch' forskning zoomer ind på inflammatoriske tarmsygdomme, som 58.000 danskere p.t. lider af. Det er uforudsigelige sygdomme, hvor nogle forløb er milde, mens andre er meget svære inkl. nedsat livskvalitet, sygefravær og social isolation. Der er dog sket en positiv udvikling i de senere år.
"Der er sket rigtigt meget i forhold til behandling og monitorering, siden jeg begyndte at forske. Fx kan vi nu bruge tarmultralyd så vi ikke skal lave kikkertundersøgelse af tarmen, og vi kan tale med patienterne via telemedicin, når de sidder hjemme eller på arbejde. Det er blevet rarere at være patient," siger Johan Burisch. Der er dog et "men" midt i alt det gode:
"Vi har stadig ikke helt gode lægemidler, og vi starter forfra ved hver ny patient, fordi vi skal afprøve lægemidlerne på hver enkelt, før vi ved, om de virker. Min drøm er at kunne tilpasse behandlingen til den enkelte og kunne forudsige sygdomsforløbet bedre og selvfølgelig også helt at kunne forebygge at sygdommen opstår. Det er dog meget ambitiøst," fortæller Johan Burisch.
Hvilke patienter bliver mest syge?
Som professor har Johan Burisch ph.d-studerende og postdocs tilknyttet, som tilsammen rummer et væld af forskning. Ét af projekterne, IBD Prognosis, er særligt interessant i forhold til at blive klogere på behandling og forebyggelse. Her undersøger Johan Burisch og hans forskergruppe blod, vævsprøver og tarmmikrobiomer fra patienter taget ved tidspunktet for diagnosen, typisk ved 20-30 års alderen, og løbende under sygdommen.
"Vi vil undersøge, om det er muligt tidligt i sygdomsforløbene at se, hvilke patienter, der vil udvikle et svært sygdomsforløb – og dermed, om det er muligt at sætte ind med den rette behandling tidligt i forløbet," fortæller Johan Burisch, som nyder at være mentor for de yngre forskere.
"Det er supersjovt at se dem blive dygtigere og være med til at præge specialet. Tænk, at man kan sidde og følge deres udvikling. De er jo i starten at 20'erne, og jeg er næsten dobbelt så gammel," siger han.
"Kan du tage dig af unge Johan"
Engang var Johan Burisch selv en ung forsker, som var tilknyttet sin mentor, professor Pia Munkholm på Hillerød Sygehus (nu Nordsjællands Hospital). Hans morfar havde set forskerpotentialet i Johan og kontaktede Pia Munkholm, som også er ekspert i inflammatoriske tarmsygdomme.
"Pia så noget i mig og blev ikke bare min vejleder, men også min ven, min mentor, ja min anden mor," siger Johan Burisch om Pia Munkholm. Hun husker udmærket, da hun blev introduceret til Johan.
"Johans morfar var min mentor, og han ringede til mig i 1995 og spurgte: "Vil du tage dig af unge Johan? Han vil så gerne være forsker, og jeg kan ikke tænke på andre end dig til at hjælpe ham". Det var en kæmpe ære, og da jeg mødte Johan, var han sin morfar op ad dage. Meget dygtig og meget målrettet på en behagelig måde," fortæller Pia Munkholm.
Hun blev hans vejleder igennem både bachelor, master, ph.d. og doktorgrad og for nylig fik hun ham optaget i IOIBD, International Organization For the Study of Inflammatory Bowel Disease, som hans morfar var med til at grundlægge i 1981. Johan Burisch er det eneste andengenerationsmedlem og samtidig det yngste medlem af organisationen, der rummer 150 forskere fra hele verden. Man kommer kun ind, hvis man bliver anbefalet for sin originalitet og er en "pletfri" forsker.
"Og det er Johan. Han er en fantastisk forsker, og han et pragtfuldt menneske," siger Pia Munkholm.
Arven efter Crohn
Burrill Bernard Crohn navngav sygdommen Crohns sygdom i 1932 og er dermed en slags founding father inden for inflammatoriske tarmsygdomme. I 1949 udgav han bogen "Regional Ileitis" (det hed sygdommen, inden man navngav den efter Crohn) og forærede et signeret eksemplar til sin

personlige ven, den danske reumatolog Tage Christiansen, som han samarbejdede med.
Siden er bogen vandret fra læge til læge som en slags hædersbevisning i forbindelse med markante karrieremæssige begivenheder. Fra reumatologen til dengang professor og overlæge Peter Matzen på Hvidovre Hospital. Fra Peter Matzen til Pia Munkholm, da hun blev professor.
Og, ja du har gættet det, i dag ejer Johan bogen, som Pia Munkholm lagde i hænderne på ham, da han blev optaget i IOIBD. Så vil tiden vise, om der sidder en ung gastroentorolog et sted, som om en årrække får æren at stille bogen på sin reol.