Siden 1983 har Hvidovre Hospital nydt godt af chefsygeplejerske Helle Ingmers faglighed – først som sygeplejerske, siden i lederstillinger i først Reumatologisk Afdeling, siden i det tidligere vikarkorps og i patienthotellet, før hun for 16 år siden indtog Infektionsmedicinsk Afdeling som ledende oversygeplejerske, senere chefsygeplejerske. I dag den 30. august 2024 siger hun farvel efter 41 år på hospitalet.
Helle Ingmer fylder ikke fysisk meget i landskabet, men på sin karrieremæssige vandring på Hvidovre Hospital har hun sat sig sine spor både som medarbejder, chef og menneske – og hospitalet har sat sig sine aftryk i hende.
"Jeg tager minderne med mig om de mange fantastiske kolleger og patientskæbner, jeg har mødt, og de store landvindinger, jeg har oplevet. Reumatologien var lavstatus, da jeg startede, hvor lægerne blev kaldt badelæger. Så kom den medicinske behandling, og der blev stor opmærksomhed om specialet. På infektionsmedicinsk kan jeg jo ikke tage æren for hiv-behandlingen, men under covid oplevede vi, at der efter syv-otte måneder kom en behandling, som vi selv var med til at udvikle," fortæller hun.
Covid var benhårdt – men gav stor faglig mening
Netop Covid-perioden spiller en stor rolle i forbindelse med Helle Ingmers beslutning om at stoppe.
"Oplevelserne under covid satte tingene i perspektiv for mig i forhold til indholdet i mit arbejde. Det var benhårdt, men det var også unik oplevelse at få lov at beskæftige sig med kernen: at passe patienter og holde liv i dem. Så jeg har haft svært ved at vende tilbage til hverdagen og finde mening i det, og derfor har jeg efter lang betænkningstid valgt at sige farvel," siger hun.
Måske på gensyn?
Hendes farvel er dog ikke nødvendigvis et farvel for altid til arbejdsmarkedet, men det er et farvel til ledelse.
"Jeg kan godt se mig selv som sygeplejerske, men jeg har været leder siden 1995, og det slider for meget på mig efterhånden. Bekymringerne om vores varetagelse af beredskab, personalemangel, at gå hjem med ondt i maven fredag, for hvordan skal weekenden dog hænge sammen. Det er jo mit ansvar. Heldigvis er afdelingen et rigtig godt sted nu. Vi kan rekruttere, og der er stor trivsel, så jeg kan godt være bekendt at gå nu," siger Helle Ingmer.
Sød musik i ørerne
Hun har givet sig selv et halvt år, hvor hun ikke skal tænke på arbejde – og i virkeligheden har hun og hendes mand økonomien til, at hun helt kan holde sig væk.
"Så jeg ser det an det halve år, hvor jeg skal slappe af og dyrke mine interesser. Jeg har en stor køkkenhave på vores gård på Møn, jeg skal passe. Jeg har spillet klaver hele mit liv, jeg tegner, maler, syr og strikker og holder af at lave mad og læse bøger. Alt det skal jeg have meget mere tid til nu," siger Helle Ingmer.
I forbindelse med sit jubilæum afslørede hun også en hidtil ukendt side af sig selv udenfor afdelingen: når hun kører til og fra arbejde nyder hun at lytte til hårdtslående musik som fx Rammstein, Metallica og Black Sabbath. Også det bliver der mere tid til nu.
"Helles drivkraft har altid været patienterne"
Vicedirektør Kurt Stig Jensen, som er kontaktdirektør for Infektionsmedicinsk Afdeling, forstår Helle Ingmers beslutning, men "jeg kommer til at savne hende både som person og som en virkelig dygtig leder," fortæller han.
"Helle har jo været her i over 40 år, alle kender hende, og hun kender alle. Det kan man ikke undervurdere betydningen af, og hun har været enormt vigtig for sammenhængskraften på hospitalet. Men hendes helt store force er, at hendes drivkraft altid har været patienterne. Det er så markant og tydeligt et træk hos hende. Jeg er sikker på, at dette vedholdende fokus på patienterne har haft stor betydning for, at afdelingen nu igen kan rekruttere og har stor trivsel efter covid, og kronen på værket må være, da afdelingen fik patienttilfredshedsprisen i marts. Det er jeg sikker på, Helle også blev meget glad for," siger Kurt Stig Jensen.
Konstitueret chefsygeplejerske
Stillingen som chefsygeplejerske bliver slået op, når det nye Center A er taget i brug i november 2024. Indtil da konstitueres oversygeplejerske Malene Tangager i stillingen fra 1. september og foreløbig året ud.