Gå til hovedindhold

​​​​​​​​​​

Kvantesensor kan finde fejl i MR-scanninger

​Erhvervsminister Morten Bødskov har netop besøgt Hvidovre Hospital for at se verdens første prototype af en kvantesensor, der kan finde fejl i MR-skanninger – og gøre dem bedre, billigere og hurtigere. Postdoc Hans Stærkind har opfundet sensoren.

Vent...

​På Hvidovre Hospital står verdens første prototype af en kvantesensor, der er i stand til at finde fejl i MR-skanninger ved hjælp af laserlys og gas – og dermed kan den forhåbentlig i fremtiden gøre MR-skanninger bedre, billigere og hurtigere.

Sensoren er opfundet af Hans Stærkind, som er postdoc ved Niels Bohr Instituttet og MR-forskningssektionen på Hvidovre Hospital - her ca. 100 år efter, Niels Bohr fik nobelprisen for sin beskrivelse af atomers struktur og kvanteteori. 

Den nye sensor, der stadig er en prototype, er designet til at forbedre MR-scanninger ved at måle og korrigere for de magnetfelter, der bruges i scanningsprocessen. Hans Stærkinds mål er, at den skal kunne optimere kvaliteten af MR-billeder. Hvis man kan måle, at magnetfeltet ikke er helt præcist, som det burde være, kan man rette billederne til og dermed få mere nøjagtige resultater.

Erhvervsminister ville se sensoren

I går viste Hans Stærkind sin sensor frem til erhvervsminister Morten Bødskov og formand for sundhedsudvalget i Region Hovedstaden Christoffer Buster Reinhardt. Ministeren ville gerne se sensoren, fordi der bliver investeret rigtig store beløb, både offentligt og privat i kvanteteknologi i disse år. Det er noget, regeringen har en stor interesse i, hvilket bl.a. har vist sig ved, at den tidligere på året nedsatte Nationalt Forum for Kvanteteknologi, der skal bidrage til at sætte retningen for Danmarks videre arbejde med kvanteteknologi.

Projektet med kvantesensoren finansieres bl.a. af Novo Nordisk Fonden under det nye "Copenhagen Center for Biomedical Quantum Sensing" (CBQS), der ledes af professor Eugene Polzik på Niels Bohr Instituttet, som også var til stede ved besøget.  

Værter for gæsterne var vicedirektør Jakob Hendel og ledelsen i Funktions- og Billediagnostisk enhed: Forskningschef og professor Hartwig Siebner, chefradiograf Omar Muharemovic og cheflæge Mads Barløse.​


Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor

 

Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden