Hvert år uddeler Danske Malermestre en farvepris for at hædre projekter, der har anvendt farver på en inspirerende og funktionel måde. Og i år gik prisen til Ruth Campau og Hvidovre Hospital.
Den blev overrakt af Per Vangekjær, som er formand for komiteen, torsdag d. 12. juni på Hvidovre Hospital.
"Kedeligt, hvidt og gråt findes ikke hos dig Ruth. Det ses tydeligt her på Hvidovre Hospital. I sig selv er der tale om et fantastisk flot og spændende værk. Den måde, som du arbejder på, giver et helt usædvanligt udtryk. Det, som vi i komiteen for alvor faldt for, var, hvordan kunst og farver kan forbinde nyt og gammelt over tid. Hvordan det får hele hospitalet til at føles som ét. Det er virkelig imponerende, og en flot signatur for såvel hospitalet som kunstneren", sagde Per Vangekjær, da han overrakte prisen til Ruth Campau.

Ruth Campau havde i dagens anledning en gave med til hospitalet, som vicedirektør Kurt Stig Jensen tog i mod. Gaven var en af Ruth Campaus modeller, en tro miniaturemodel af det værk, som hænger i Center D.
”Vi hører jo tit fra patienter og gæster, at de synes værkerne er flotte, og at de ligner dem, som er i lufthavnen. Men her vil jeg gerne lige understrege, at vi jo fik dem først,” sagde Kurt Stig Jensen, da han fik overrakt gaven.
Vicedirektør Kurt Stig Jensen foran modellen af kunstværket i Center D.
Det første af Ruth Campaus værker blev sat op på Hvidovre Hospital tilbage i 2018. Derefter kom de fire andre drypvis op, indtil det sidste blev fremvist ifm. åbningen af Center A i november 2024.
De fem kunstværker fylder i alt 650 m² og hedder “Handwoven Stories from the Colorfields Makes the Blanket Warm”, og ligner lidt store tæpper, som skal symbolisere varme, omsorg og tryghed. Derudover understøtter Campaus værker også hospitalets vejvisning, hvor bestemte farver dominerer de fem centre.