​Hvorfor opstår en psykose?

Det findes der endnu ikke et ende​ligt eller entydigt svar på.

Psykose udvikles i et komplekst samspil mellem arv og miljø og kan være en forløber til skizofreni, en lidelse der rammer cirka 1 % af befolkningen på verdensplan. Diagnosen baseres i dag på samtaler og symptombeskrivelser, men der findes ingen biologiske markører, der kan hjælpe med tidlig opsporing.

Det forsøger en gruppe forskere fra Center for Neuropsykiatrisk Skizofreniforskning (CNSR) ved Psykiatrisk Center Glostrup dog at lave om på via noget så simpelt som en blodprøve.

I et nyt stu​die​ har de undersøgt, i hvilken grad udskillelsen af glycocalyx (GLX) i blodbanen kan være med til at differentiere første-episode psykosepatienter fra raske kontrolpersoner.

Resultaterne tyder på, at forskerne har fundet en potentiel biologisk markør, som kan bidrage til tidligere opsporing af psykose, og give ny viden til hvorfor mentale lidelser så som skizofreni opstår.

Og hvad er det så lige GLX er?

Et biologisk fingeraftryk for psykose?

GLX er små strukturer bestående af proteiner og sukkermolekyler, der som en slags tyk pels beklæder og beskytter alle blodkar i kroppen og er særligt koncentreret i hjerte, lunge og hjerne. 

Strukturen spiller særligt en stor rolle i funktionen af blod-hjerne-barrieren, som beskytter hjernen mod uønskede stoffer fra blodbanen.​

"GLX's betydning i blod-hjerne-barrieren er faktisk et forholdsvist nyt fænomen, som vi ikke rigtig har kendt til tidligere. Det var i hvert fald ikke noget, vi beskæftigede os med, dengang jeg læste medicin," lyder det fra ph.d.-studerende Helle Gade Andersen, der er førsteforfatter på studiet, der i sommeren 2024 blev bragt i tidsskriftet Psych​iatry Research.

Tidligere forskning tyder på, at personer med psykose har en utæt blod-hjerne-barriere. For forskerne var det derfor nærliggende at undersøge, om disse patienter havde en øget mængde af GLX-molekyler i blodet – et tegn på, at blodkarrene har mistet denne beskyttende "pels", hvilket kan svække blod-hjerne-barrierens funktion.

"Man kan forestille sig, at hjernen bliver mere sårbar over for cellers indtrængning og andre kemikalier, hvis man taber de her GLX-molekyler. Derfor er det også et enormt spændende molekyle at undersøge. Ikke bare i psykiatrien, men også inden for somatiske hjernesygdomme, da vi har at gøre med et molekyle, som muligvis kan måle utætheder i blod-hjerne-barrieren," siger Helle Gade Andersen.

"Kan det virkelig passe?"

I studiet blev blodprøver fra 47 patienter med første-episode psykose analyseret og sammenlignet med 49 raske kontrolpersoner. Forskerne fandt, at patienter havde en signifikant større mængde af GLX-molekyler i blodet sammenlignet med kontrolpersonerne.

Herefter brugte forskerne trænede maskinlæringsmodeller som ud fra GLX-blodprøven kunne skelne patienter og kontroller med en nøjagtighed på 81%.

"Vi var målløse over resultatet, for kunne det virkelig passe? Derefter gjorde vi det, som man altid gør i forskning, at vi gentog alle testene, hvilket blot fik resultaterne til at stå endnu skarpere," husker Helle Gade Andersen.

"At finde en biomarkør, som er bundet i biologien, vil være et drømmescenarie, da det vil bringe os nærmere en årsag til, hvorfor skizofreni opstår; kan vi gøre noget for at undgå, at sygdommen udvikler sig? Og i så fald kan vi behandle selve sygdommen frem for blot symptomerne?"

Den manglende brik i psykiatrien

Biomarkører dækker over alle de målbare indikatorer for kroppens biologiske processor. Inden for somatikken måler man biomarkører for at vurdere, om der er sygdom i kroppen via forskellige former for tests, oftest gennem en almindelig blodprøve.

Samme målbarhed findes ikke i psykiatrien. Her findes ikke en bakterie, et molekyle eller et protein, som man kan måle på og derudfra afgøre, om en patient er ved at udvikle skizofreni.

"Det er jo det, psykiatrien på mange punkter mangler. Vi diagnosticerer ved at spørge vores patienter ind til deres tanker og følelser. Ud fra det vurderer vi så, hvor slem sygdommen er, og hvordan den skal behandles," fortæller Helle Gade Andersen og tilføjer:

"Det betyder også, at man ikke kan stille en endelig diagnose af en patient med skizofreni, før sygdommen er fuldt udviklet. Selvom vi er dygtige til at diagnosticere og behandle, kan vi først gøre det, når symptomerne er opstået, hvilket betyder, at vi har svært ved at lægge en forebyggende indsats," siger Helle Gade Andersen, som forudser, at en tydelig biomarkør for skizofreni kan bane vejen for nye behandlingsmuligheder.

"Tager du sukkersyge for eksempel, så kan man løbende måle risikomarkører i blodet og handle i tide for at forebygge sygdommen. I virkeligheden leder vi efter en lignende biomarkør inden for skizofreni, men fordi der er så mange elementer af sygdommen, vi stadig mangler at forstå, er det svært at vide, hvad vi skal fokusere på, og hvor vi skal kigge hen."

Mere forskning er nødvendigt

Da forskningsprojektet er det første af sin slags, mangler man fortsat at sammenligne data fra andre psykiatriske lidelser for at afgøre, hvorvidt GLX-udskillelsen hænger specifikt sammen med psykose, og at der ikke er tale om en generel psykisk sårbarhed.

Derudover er næste skridt ifølge Helle Gade Andersen at undersøge, hvor tidligt man kan finde tegn på skizofreni i blodbanen. Meget tyder nemlig på, at der er tale om en sygdom, som langsomt udvikler sig over flere år og akut forværres ved psykose. 

Forskerne er derfor i gang med et stort internationalt studie, hvor de vil undersøge udskillelsen af GLX, men også måle tætheden af blod-hjerne-barrieren i realtid, via en særlig MR-skanning hos patienter i risiko for at udvikle en psykose. 

"Vi vil undersøge om niveauet af GLX-molekylerne hænger sammen med blod-hjerne-barrierens funktion, samt om der rent faktisk er tale om en utæthed. På den måde kan vi se om pengene passer".