Når det nye Center A tages i brug, udvides parkeringskælderen også med cirka 150 p-pladser. Men når kælderen bliver større, skal den brandgodkendes på ny, og her skal den leve op til nye standarder og krav.
Det betyder, at de døre, som adskiller parkeringskælderen fra resten af hospitalet, skal brandsikres yderligere.
Skulle der opstå brand i parkeringskælderen, kan de nuværende glaspartier holde ilden ude fra hospitalet i cirka 30 min. Med de nye glaspartier bliver dette til 60 min.
De nye indgangspartiers udformning og udseende vil være tilsvarende de eksisterende.
Plan for afspærring:
Det tager en uge at udskifte de enkelte indgangspartier, og dørene bliver derfor afspærret enkeltvis en uge ad gangen – bortset fra indgangen i Center 4, som vil være afspærret i to uger grundet helligdagene i påsken.
Arbejdet vil gå i gang mandag d. 18. marts og forventet afsluttet fredag d. 26. april. Rækkefølgen er:
- Uge 12 og 13: Indgangen til Center 4
- Uge 14: Ingen afspærring eller aktivitet
- Uge 15: Indgangen til Center 2
- Uge 16: Indgangen til Center 1
- Uge 17: Indgangen til Center 3
Gener under arbejdet
Når de gamle indgangspartier skal nedtages, vil der forekomme støjende arbejde, da der skal skæres og bores i beton. Dette vil især kunne høres i trappeopgangen, men også både i ambulatorierne oven over sengeafsnittene på de efterfølgende etager.
Støjende arbejde vil derfor forekomme, men kun i mindre perioder og kun i hverdage i tidsrummet 7:00-16:00.
Under hele perioden vil alle trapper og elevatorer kunne bruges.
Da afspærringen ved de enkelte indgangspartier vil rage ud i parkeringskælderen, skal gående trafik ledes ud på kørebanen for at komme udenom. For at øge sikkerheden vil der blive opsat en midlertidig fysisk adskillelse af vejbane (cykler og biler) og gangsti (gående).