Apotek på Hvidovre Hospital

​Fra sommeren 2018 bliver Hvidovre Hospital det første hospital i Region Hovedstaden, hvor patienter kan købe deres medicin med hjem med det samme, når de forlader hospitalet. 

De fleste kender det: Du har været på hospitalet og har fået en recept på noget smertestillende. Men før du kan komme hjem under dynen og slappe af, skal du ud i vintervejret og afsted for at finde et apotek. Men fra 2018 vil dette være fortid for patienter på Hvidovre Hospital.

Her ønsker man nemlig at gøre det mere enkelt for patienter at købe den medicin, som de skal bruge efter en evt. udskrivelse. Derfor har hospitalet netop underskrevet en kontrakt med Hvidovre Apotek om at åbne en filial i hospitalets vandrehal.

"Vi har hele tiden fokus på at skabe et godt patientforløb og give vores patienter et højt niveau af service. Med et apotek på selve hospitalet, vil det blive nemmere for vores patienter at købe deres medicin med det samme efter deres besøg. Det sparer dem for en masse tid og besvær", fortæller hospitalsdirektør på Amager og Hvidovre Hospital Birgitte Rav Degenkolv.

Apoteket skal ligge i Vandrehallen mellem Center 2 og 3, og vil være åbent for alle. Både beboere i området omkring hospitalet og hospitalets knap 5.000 ansatte vil kunne bruge det nye apotek.

Det første i Region Hovedstaden

Med åbningen af et privat apotek bliver Hvidovre Hospital det første af sin slags i Region Hovedstaden. Kun ét andet sted i Danmark – nemlig på Regionshospitalet Randers – tilbydes muligheden for at købe medicin i et privat apotek på hospitalets matrikel.

Ombygningsarbejdet vil gå i gang i løbet af foråret, og apoteket forventes at åbne i sommeren 2018.

Redaktør