Alarm afslører når du ikke vasker hænder

​Manglende håndhygiejne i hospitalsvæsenet er et stort problem. Hvidovre Hospital giver et bud på løsningen.

Bipbip bipbip bipbip… Sådan lyder det, når man ikke vasker hænder efter toiletbesøg på Hvidovre Hospital. I hvert fald på de afdelinger, hvor forsøgene med de såkaldte håndhygiejnealarmer har kørt. Alarmerne går i gang, hvis sæbedispenseren ikke er aktiveret 10 sekunder efter, toilettet har skyllet. 

Utraditionelt – men det virker
Og det opsigtsvækkende tiltag er faktisk nødvendigt. Undersøgelser fra Hvidovre Hospital og Rigshospitalet viser nemlig, at det kun er omkring en tredjedel af patienter og pårørende, der vasker hænder med sæbe efter toiletbesøg. 
 
Undersøgelsen viser også, at tallene blandt sundhedspersonalet er en del bedre end patienter og pårørendes, men at der også her er plads til forbedringer (cirka 2/3 af ansatte vaskede hænder efter toiletbesøg). Hvidovre Hospitals hygiejnealarmer er dog et godt bud på en løsning. Alarmerne er nemlig ​meget effektive.
 
”Alarmerne har medført en fordobling af håndvask med sæbe (til ca. 80 %) blandt patienter og pårørende og en forbedring blandt personale til næsten 100 %,” siger Torben Mogensen, vicedirektør på Hvidovre Hospital. 
 
Thomas Benfield, som er overlæge og professor i infektionsmedicin støtter også op om brugen af alarmerne. 

”Det er jo beskæmmende, at der er mange, der ikke vasker hænder. Så det er godt, at der bliver gjort noget ved det her på Hvidovre Hospital. Jeg har intet imod, at man bruger utraditionelle metoder, hvis det er det, der virker,” siger han.
 

Kan redde liv

Det håndhygiejne-mønster, som undersøgelsen afslørede, er et, man ser over hele landet og i hele verden. Og det er ifølge Torben Mogensen vigtigt at få rettet op på, da det er en kilde til spredning af smitte. 

”God håndhygiejne kan redde liv, hvis blot man gør det til en del af sit toiletbesøg at vaske sine hænder ordentligt med sæbe. Det er faktisk et meget effektivt middel mod bakterier og spredning af smitte. Det har naturligvis været bekymrende for os i projektforsøget at konstatere, at så få i virkeligheden gør håndvask med sæbe til en del af deres toiletvaner. Men det er positivt, at vi nu kan se, at vi kan ændre på det med den nye type dispensere,” siger han.

Sådan fungerer det

I undersøgelserne målte man ca. 10.000 toiletbesøg ved at benytte en særlig sæbedispenser opfundet for at animere flere til håndvaskeri. I den første fase af undersøgelsen registrerede sæbedispenseren blot, om brugerne vaskede hænder eller ej – vel at mærke uden at give lyd fra sig. I den anden del af undersøgelsen blev alarmen aktiveret, så den med et blink og en bip-tone kunne minde brugerne om håndvask. 
 
På sigt håber gruppen bag undersøgelserne, at sæbedispenseren bliver udbredt til alle hospitaler i regionen. 
 
”Det er jo oplagt, når man ser de gode resultater,” erklærer Torben Mogensen. ​
 

Fakta:  

Statens Serum Institut anslår at ca. 3.000 danskere dør årligt som følge af hospitalserhvervede infektioner. Infektioner med årsag i dårlig håndhygiejne giver omkring en mio. sygedage om året og koster det danske samfund ca. fire mia. kr. i sygedagpenge.

Nobaks sæbedispenser: Først blinker sæbedispenseren i 10 sekunder. Hvis den ikke bliver aktiveret, giver den en svag bippende lyd fra sig.

Læs mere om sæbedispenseren her: http://www.nobak.com/

Redaktør