Gå til hovedindhold

”Vi skal plante en masse små frø”

​500 nysgerrige unge mennesker besøgte Hvidovre Hospital – og målet var klart: at gøre dem klogere på Amager og Hvidovre Hospitals mange karrieremuligheder.

​Lyskæder, flagranker og duften af pulled pork forvandlede i torsdags Hvidovre Hospitals Forsknings- og Uddannelsesbygning til noget, der mindede mere om Roskilde Festival end en bygning til sundhedsfaglig undervisning.

Der blev nemlig afholdt Job for livet-festival, som var en karrieremesse målrettet unge i 10. klasse, gymnasium og andre tilsvarende ungdomsuddannelser.

"Formålet med dagen var at plante en masse små frø hos de unge mennesker. Det er generelt svært at rekruttere unge til sundhedsvæsenet, så med dagen her, prøvede vi på en ny måde," fortæller udviklingskonsulent i HR, Malene Lyngby, som var ansvarlig for afviklingen af dagen.

"Jeg vil være bioanalytiker"

Blandt de 500 besøgende var der god stemning og masser af spørgsmål. Og flere gik der fra afklaret om, hvilken karriere, de gerne ville have.

"Jeg synes, det var en hyggelig dag og virkelig fedt at høre om de forskellige muligheder. Og jeg har valgt, hvad jeg vil efter den her dag. Jeg vil være bioanalytiker. Det havde jeg ikke tænkt over inden, jeg havde faktisk slet ikke overvejet at arbejde på et hospital," fortæller Moussa, som var blandt de unge besøgende på festivalen.

Også Ismael, som var mødt op, så en jobmulighed på hospitalet:

"Superfed dag, hvor jeg fik set en masse forskellige ting. Jeg så en rigtig moderkage – det var lidt skræmmende, men også megafedt. Og jeg blev virkelig overrasket over, hvad en fysioterapeut egentlig laver. Jeg tror faktisk, der er mange jobmuligheder for mig, fx fysioterapeut. Jeg kunne faktisk godt se mig selv som fysioterapeut," fortæller han.

Og selvom nogle måske ikke lige frem gik derfra opsat på en karriere på et hospital, så gjorde dagen indtryk:

"Det, jeg har fået ud af i dag er, at det menneskelige betyder utrolig meget. Jeg blev meget overrasket over, at portører handler så meget om mennesker og dialog og relationer og ikke bare om at køre patienter fra a til b," fortæller David.

Moderkager, hjertemassage og styrkeprøver

Karrieremessen var fyldt med det meste. Der var en række talks, som handlede om alt fra en ung patient, der fortalte om sin behandling for skizofreni, til lægen, som har været udsendt i krig.

Derudover havde stort set alle fagområder på hospitalet en bod, hvor de unge både kunne stille spørgsmål og høre om jobbet, men også kunne prøve ting.

Hos fysio- og ergoterapeuterne kunne man teste sin hurtighed og styrke, hos akutberedskabet stod den på genoplivning med hjerte- og lungeredning og hos jordemødrene kunne man se en rigtig moderkage og prøve at tage imod et barn, som blev født af en dukke.

Se hele programmet her https://www.hvidovrehospital.dk/karrierefestival

Og Malene og hendes kolleger var også godt tilfredse med dagen:

"Det er gået rigtig rigtig godt. Der er god stemning både blandt både personale og de unge. Personalet fortæller, at de unge er meget nysgerrige og stiller mange spørgsmål. Og så kan jeg mærke en virkelig stærk stolthed blandt de mange faggrupper, som er med i dag," siger Malene Lyngby.


Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden