Unge patienter giver gode råd til hospitalet

​​Puslespil, plasticscootere og besøg fra hospitalsklovnen er ikke det mest oplagte tidsfordriv for teenagere på et hospital. På Hvidovre Hospital hjælper unge patienter med at gøre hospitalsbesøget til en bedre oplevelse. 

15-årige Matilda gennemgår indholdet af "ungeskabet" i Børneafdelingen. 


Underholdningen på en børneafdeling tilgodeser oftest de små børn. Men det vil en række unge patienter tilknyttet Hvidovre Hospitals Børneafdeling gerne lave om på. De unge har sagt ja til at være med i afdelingens Ungepanel, hvor de blandt andet kommer med forslag til, hvordan det kan blive mere sjovt og lidt mindre kedeligt at være på hospitalet, når man er teenager.   

Med til at hjælpe andre

"Jeg synes, det lød hyggeligt at være med i Ungepanelet og jeg vil gerne være med til at hjælpe andre. Det er virkelig rart, at man kan sige sin mening og prøve at gøre det bedre. Jeg har selv prøvet at sidde og vente i otte timer uden noget at lave, fordi det meste var for de små børn", fortæller 15-årige Matilda Kruse Thostrup. Som fem-årig blev hun sparket i maven af en hest. Det betød, at hendes ene nyre blev ødelagt og at hendes lever revnede, og hun har derfor tilbragt mange timer med besøg, undersøgelser og kontroller på hospitalet. 

Indretningen af venteområdet i ambulatoriet er noget af det, Matilda og de andre unge i panelet har kigget nærmere på under deres møder i panelet, som de holder ca. seks gange om året. Bevæbnet med arkitekttegninger og møbelkataloger har de hen over foråret arbejdet med forslag til, hvordan indretningen også kan tilgodese de unge.

"Vi klippede billeder af møbler ud af katalogerne og lavede forslag til, hvordan venterummene kunne indrettes, så vi kan blive lidt afskærmet fra resten af rummet", fortæller Rasmus Hansen. Han er 15 år, og har en tarmsygdom der betyder, at han indimellem er indlagt og jævnligt kommer i ambulatoriet.

I juli begynder en ombygning af ventearealet i børneambulatoriet, og på baggrund af de unges anbefalinger kommer der en opdeling mellem børne- og ungeområdet. Der bliver opsat loungestole og nogle barstole ved et højt bord, hvor der vil være opladerstationer til computer og smartphones, så de unge kan sidde der, mens de venter

Teenagere keder sig også

Rasmus Hansen er glad for at være med til at gøre en forskel.

"De voksne tænker måske, at teenagere ikke keder sig, fordi vi altid har vores telefoner. Men det gør vi, og det påvirker også en psykisk at være på hospitalet. Det er godt at komme ud af sengen og være social", siger han.

At være social, mens man er indlagt kan "ungeskabet" i Børneafdelingen hjælpe med til. Det er et skab, som er fyldt med bl.a. brætspil og Playstationspil beregnet til større børn. De unge i panelet har selv taget initiativ til at skrive til en række virksomheder for at spørge, om de ville donere spil til afdelingen. Det har givet pote, og de unge kan nu fordrive tiden på hospitalet med f.eks. Cluedo, Besserwisser og Mastermind.

Giver god mening

Ungepanelet har også udvalgt plakater til at hænge op på sengestuerne og ageret madanmeldere, hvor køkkenchefen fik deres mening om hospitalets menukort. Det giver god mening at inddrage de unge i spørgsmål om, hvordan det kan blive en bedre oplevelse at være på hospitalet, mener ledende overlæge i Børneafdelingen Klaus Børch.

"De unge ser jo anderledes på tingene og ved i langt højere grad end nogen af os andre, hvad der betyder noget for dem, når de er på hospitalet. Vi er meget glade for ungepanelet, og de er enormt konstruktive ", siger han. ​


Redaktør