Gå til hovedindhold

​De tre ukrainske sygeplejersker Yulia (briller), Antonina (siddende) og Natalia (blond) sparrer med deres danske kolleger Per Herlufsen og Anna Winther Rolfsted Dandanell under besøget på Stomiklinikken.

Ukrainske sygeplejersker på kursus på Hvidovre Hospital

​Natalia, Yulia og Antonina fra den ukrainske by Odessa har over tre dage fået undervisning på hospitalets stomiklinik, så de bedre kan hjælpe patienter i hjemlandet.

​​Hvordan får man en stomipose til at passe under en skudsikker vest? Og hvordan sikrer man en god hygiejne i krigszoner uden adgang til rindende vand?

Det er spørgsmål, som sygeplejerskerne Natalia Varbanets, Yulia Afanasyeva og Antonina Vityukova sammen med deres kolleger i Ukraine er blevet nødt til at forholde sig til på grund af krigen mod Rusland.

For at søge svar på de spørgsmål og lære at få det bedste ud af de mange hjælpemidler, de modtager fra Danmark og andre allierede, er de tre ukrainere rejst til Danmark for over tre dage at modtage undervisning på Stomiklinikken i Gastroenheden på Amager og Hvidovre Hospital. Her står de rundt om en seng på en stue, hvor forskellige hjælpemidler og træningsmodeller for stomi er lagt ud, mens de vender de udfordringer, de står overfor, med stomisygeplejerskerne Per Herlufsen og Anne Winther Rolfsted Dandanell.

"Krigen har medført en stigning i antallet af stomipatienter på omkring 20-30%. Typisk på grund af skader fra miner eller droneangreb," fortæller Natalia Varbanets.

 "Det har været nødvendigt at tilpasse uniformer, for stomiposerne passer ikke under for eksempel skudsikre veste. Vores soldater er nødt til at komme tilbage til fronten, når de har fået anlagt stomi, og der er det svært at sikre en god hygiejne, ligesom de ofte har andre skader, der gør livet med stomi endnu sværere," uddyber hun.


Det ukrainske flag er fundet frem på Stomiklinikken i anledning af besøget.​

En lang rejse ud af krigszonen

Det er et halvt år siden, de tre ukrainere blev inviteret til Danmark af den danske stomiforening COPA. Foreningen har i en årrække sendt hjælpemidler til hospitalet i Odessa, og i forbindelse med krigen er der opstået et behov for at få opkvalificeret ukrainernes viden om, hvordan de bedst bruger de hjælpemidler, de modtager – og hvad de kan gøre i de situationer, hvor de ikke har adgang til dem. Den uddannelse har Stomiklinikken på Hvidovre Hospital påtaget sig at stå for.

Når det har taget et halvt år at få Natalia, Yulia og Antonina til Danmark skyldes det de udfordringer, krigen skaber. Droneangreb er hyppige i Odessa, og Natalia viser et billede på sin telefon af resterne fra en drone, hun så, da hun gik en tur på stranden. Hun har også været nødt til at lære sine to sønner at høre forskel på lyden fra en helikopter og dronerne, så de ved, hvornår de skal søge tilflugt i parkeringskælderen under bygningen.


Sygeplejerske Natalia Varbanets tog dette billede af resterne af en nedskudt drone under en gåtur på stranden i hjembyen Odessa i det sydvestlige Ukraine.​

"I Odessa følger vi alle med i beskeder på tjenesten Telegram, der fortæller, hvilke områder af byen, der er under angreb. Vi ved aldrig, om vi får en rolig aften, hvor vi kan blive i lejligheden – eller må søge ly i parkeringskælderen," fortæller Natalia Varbanets og nævner en episode, der nær var gået helt galt. "Når vores område er under angreb, kan ambulancerne ikke køre derind. Min mand er allergiker og gik i chok under et angreb, fordi han havde spist noget, han ikke kunne tåle. Han kunne ikke trække vejret, og havde jeg ikke som sygeplejerske haft den nødvendige medicin derhjemme, var han død."

Med de konstante angreb har det været en udfordring overhovedet at komme ud af Odessa. Samtidig er alle lufthavne i Ukraine lukket grundet krigen, så de tre kvinder måtte køre i bus seks timer til nabolandet Moldova for at komme af sted.

"Vi sad også mange timer i kø ved grænsen, og de få fly, der afgår, laver flere stop. Så det tog os i alt næsten 24 timer at komme til Danmark," fortæller Yulia Afanasyeva.

En spændende og lærerig opgave

Stomisygeplejerskerne Per Herlufsen, Anne Winther Rolfsted Dandanell og Line Alnøe Krüger har stået for at sammensætte programmet for de tre ukrainere. Her har de blandt andet kunnet trække på erfaringer fra et samarbejde med et hospital i Nepal, hvor adgangen til hjælpemidler og medicin også er begrænset.

"Vi har lavet tre workshops til dem, og de skal også være med til at se, hvordan vi behandler patienter," fortæller Per Herlufsen og sætter ord på, hvad det vigtigste er, de får ud af deres ophold på Hvidovre Hospital.

"De skal først og fremmest lære, hvordan de får mest muligt ud af de hjælpemidler, de modtager, og hvordan de bruger dem bedst. De står også ofte med patienter, der har fået anlagt en stomi i en krigszone, hvor det skulle gå stærkt, og kirurgen ikke har kunnet planlægge operationen. Så stomien sidder måske ikke optimalt for patienten. Der kigger vi på, hvad de kan gøre for at optimere patienternes situation."

Selvom Per ser opgaven med at uddanne de ukrainske kolleger som både spændende og vigtig, er det ikke kun gæsterne, der får noget ud af de tre dage.

"Når de kommer hjem til Ukraine, er vi aldrig længere end en email eller et opkald væk. Så vi vil begynde at sparre med hinanden. Det er en vigtig gevinst – også for os. Det får os til at reflektere over, hvad det betyder at have alle de hjælpemidler og medicin til rådighed, vi har. Og så lærer vi at tænke kreativt, når vi skal finde ud af, hvad vi kan gøre, når alle de ting ikke er til rådighed," fortæller Per Herlufsen.

For de ukrainske kvinder er opholdet i Danmark udover en mulighed for at dygtiggøre sig også en tiltrængt pause fra krigen.

"Det er fantastisk at være her. Her kan vi sove uforstyrret hele natten. Og vi kan gå i butikker og handle ind, når vi vil – uden at være bange," slutter Yulia Afanasyeva.​


De ukrainske sygeplejersker får undervisning af stomisygeplejerskerne Per Herlufsen og Anne Winther Rolfsted Dandanell​ i brugen af hjælpemidler, og hvordan de bedst kan pleje patienter med stomi under de svære betingelser, som krigen byder dem.​

Stomi i Ukraine under krigen

  • Før krigen var der ca. 50.000 stomipatienter i Ukraine. NGO'er anslår, at efterspørgslen på stomiposer er steget med op mod 30% i 2025 som følge af krigsskader på soldater og civile.

  • Ifølge ukrainske militærmedicinske erfaringer forekommer skader på den nedre del af mave-tarmkanalen hos cirka 10–15 % af alle tilskadekomne i krigszonen.

  • Granatsplinter og mineeksplosioner ødelægger ikke kun tarmen, men også mavemusklerne. Det gør det svært at opnå en tæt forsegling af stomiposen, hvilket kan føre til lækage.

  • Brug af kropspanser og tungt udstyr samt fysisk aktivitet lægger pres på stomien. Det kan føre til skader, at posen løsner sig eller blødning.​


Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden