Tina Holm Nielsen bliver ny vicedirektør

Efter ni år som ledende oversygeplejerske i Gynækologisk-Obstetrisk Afdeling og fire måneder som konstitueret medlem af direktionen, er Tina Holm Nielsen ansat som vicedirektør fra 1.12.

Tidligere ledende oversygeplejerske i Gynækologisk-Obstetrisk Afdeling, Tina Holm Nielsen, er nu udnævnt til vicedirektør på Amager og Hvidovre Hospital efter en periode på fire måneder som konstitueret.

Tina Holm Nielsen tiltræder stillingen den 1. december og kommer med mange års klinisk erfaring i bagagen, siden hun startede som sygeplejeelev på Ringsted Sygehus i 1980. Tina har i sin kliniske periode arbejdet i intensiv- og anæstesispecialerne  blandt andet på Rigshospitalet og Hvidovre Hospital, inden hun i 2002 begyndte at arbejde med ledelse. Hun har siden da styrket sine ledelseskompetencer ved at uddanne sig. B.la. er hun cand. mag i psykologi og pædagogik og har en uddannelse i innovationsledelse fra DTU og Stanford University.

Tina har siden 2002 arbejdet med ledelse og udvikling som henholdsvis afdelingssygeplejerske og udviklingssygeplejerske på Rigshospitalet, inden hun kom til Hvidovre Hospital i 2011 som ledende oversygeplejerske i Gynækologisk-Obstetrisk Afdeling.

Kan bidrage til udvikling af fremtidens hospital

Hospitalsdirektør Birgitte Rav Degenkolv er glad for, at Tina Holm Nielsen vil fortsætte som vicedirektør på Amager og Hvidovre Hospital.

"Tina er særdeles kompetent og supplerer den øvrige direktion på vigtige strategiske områder. Det gælder blandet andet det tværsektorielle samarbejde, fokus på rekruttering og fastholdelse af personale, det forskningsmæssige område for andre personalegrupper end læger og et bidrag til udvikling af fremtidens hospital," siger Birgitte Rav Degenkolv, som også lægger til grund, at Tina Holm Nielsen har stor erfaring med ledelse på AHH.

"Vi kender hende som en dygtig og behagelig kollega, der skaber fremdrift og resultater på sine opgaver. Så vi glæder os til det fortsatte samarbejde," siger Birgitte Rav Degenkolv.

Fokus på faglighed og kvalitet

Tina Holm Nielsen har altid været utrolig glad for at arbejde på Amager og Hvidovre Hospital. Hun betragter det som "sit" hospital og ser frem til at kunne bidrage med sine erfaringer med at drive og lede de store forandringer, der ligger foran hospitalet og hele sundhedsvæsnet, sammen med den øvrige direktion.

"Jeg har i næsten ti år været leder her på hospitalet og har stor erfaring med den kliniske drift og de udfordringer, der er på et stort akuthospital. Det er essentielt, at vi fastholder fokus på faglighed og kvalitet hele vejen, hvis vi skal lykkes med at skabe de forandringer, der er nødvendige for, at vi også fremover kan have et sundhedsvæsen af høj kvalitet," siger hun.

Tina lægger endvidere stor vægt på involveringen af patienter og pårørende.

"Det har altid været vigtigt for mig at organisere vores hospital, så patienter og pårørende oplever, at vi er til for dem. Det kræver dygtige medarbejdere. Det har vi heldigvis, men vi skal hele tiden arbejde benhårdt for at skabe faglige miljøer af høj kvalitet, hvor trivsel og arbejdsglæde florerer," siger Tina Holm Nielsen.


Redaktør