Til OL i Brasilien: Samba, sol og Zika-virus

​​OL i Brasilien nærmer sig, men er det farligt at tage derned som tilskuer? ​​

Zika-virus har fyldt meget i medierne verden over den seneste tid, og mange husker billederne af vanskabte børn med små, spidse hoveder. Derfor har flere - både sportsudøvere og publikummer - udtrykt tvivl om hvorvidt, de tør tage af sted til sommerens Olympiske Lege.

De fleste danskere kan dog sagtens tage ned og heppe på Caroline Wozniacki og co., mener Thomas Benfield, som er professor i infektionsmedicin på Hvidovre Hospital. Han understreger dog, at der er en særlig gruppe, som skal tænke sig om en ekstra gang, inden de stiger om bord på flyet.

"Hvis man står og overvejer en familieforøgelse inden for det næste halve års tid, bør man tænke sig rigtig godt om, inden man tager afsted," lyder ekspertens vurdering.

Undgå ubeskyttet sex

Zika-virussen er som udgangspunkt ikke farlig for almindeligt sunde og raske mennesker, men for gravide kan den give problemer og resultere i vanskabte børn.

"Hvis man allerede er gravid, skal man virkelig overveje, om det er risikoen værd. Hvis man blot har planer om at få børn, skal man være parat til at udskyde det i seks måneder," siger Thomas Benfield.

De seks måneder er så lang tid, det tager Zika-virus at komme ud af kroppen. Det gælder både for mænd og kvinder.

"Virussen kan overføres seksuelt, så hvis man som mand er blevet smittet, skal man vente seks måneder, med at dyrke ubeskyttet sex. Så er Zika ikke længere i kroppen. Det samme gælder kvinder," siger Thomas Benfield og råder generelt alle, der har været i Brasilien – også selvom man ikke har symptomer – til at undgå ubeskyttet sex i minimum en måned efter hjemkomst.

"Symptomerne kan nogle gange først vise sig, efter at man har været smittet i flere uger, og de kan være meget milde. Det kan føles som lette tømmermænd efter en aften med for mange Pina Coladas, så derfor skal man tage visse forholdsregler," siger han.

Husk myggespray og hat

Hvis man vælger at tage ned og støtte de danske idrætsmænd og -kvinder, er der ifølge Thomas Benfield nogle forholdsregler, man bør tage, som mindsker risikoen for at få Zika-virus, som typisk smitter gennem myggestik.

"Husk myggespray. Gå med lange bukser og lange ærmer og hat. Faktisk kan man få tøj, som er imprægneret med et stof, som holder myggene på afstand. Og lad være med at spare på hotellerne. Find et ordentligt hotel, hvor der er aircondition, så vinduet ikke skal stå åbent. Og hvis der er åbent vindue, så sørg for at sove med myggenet," siger Thomas Benfield

Zika fylder for meget

Han tilføjer, at Zika-virussen har fået så meget omtale, at han frygter, at man glemmer nogle af de andre sygdomme, man også skal huske på, hvis man rejser i Brasilien.

"Selvom Zika fylder rigtig meget i medierne, er det vigtigt at huske på stivkrampe, gul feber og børnesygdomme som mæslinger og røde hunde. Det er vigtigt, at vi ikke bliver så optagede af Zika, at vi glemmer at lade os vaccinere for de andre sygdomme, som er lige så ubehagelig og farlige. Og så skal man selvfølgelig opføre sig ansvarligt og generelt ikke dyrke ubeskyttet sex med nye partnere," siger han. ​

Redaktør