Hvad gør man, når man mangler sygeplejersker til at sikre de studerendes læring, tryghed og kontinuitet? Det spørgsmål tumlede assisterende oversygeplejerske Line Vinther med, da hun sidste forår stadig var klinisk vejleder på Afsnit G på Amager Hospital.
"Vi var ikke nok sygeplejersker til hver især at have en studerende med rundt. Derfor tænkte jeg, at vi måske kunne organisere læringen i en enhed, hvor alle studerende i stedet kunne være tilknyttet en klinisk vejleder, som kunne stå for at sikre tryghed, sparring og kontinuitet i uddannelsen," fortæller Line Vinther.
Line Vinthers overvejelser bar frugt, og selv om afdelingen i mellemtiden havde fået alle stillinger besat, åbnede afsnittets studieunit i august 2022, som sikrer de sygeplejestuderende et godt forløb uanset, hvordan personalesituationen er.
"En stor tryghed at gå med de samme vejledere hver dag"
Studieunitten drives af to kliniske vejledere Kamilla Elise Logis og Sanaz Fekrirad, som selv er relativt nyansatte i funktionen og har ansvaret for alle afsnittets sygeplejestuderende. De studerende har deres eget studieunit-kontor, hvor der er plads til refleksion og undren.
Som en del af unittens formål bliver de studerende tilknyttet de samme patienter, og får altså helt unikt lov at se et indlæggelsesforløb fra første indlæggelsesdøgn til patienten udskrives.
"Jeg har følt mig meget mere tryg på afdelingen på 2. semester i forhold til mit 1. semester, hvor studieunitten ikke var der. Det er en stor tryghed at gå med de samme vejledere hver dag og have så meget kontinuitet i, hvilke patienter jeg passer. Studieunitten skaber bare rigtig gode rammer for læring," fortæller Thandi Overgaard Mottes.
Bygger på erfaring fra Sverige og Rigshospitalet
På grund af travlhed i afsnittet gik der en rum tid fra idéen, til arbejdet med at etablere studieunitten kunne gå i gang. Helt konkret kom der først fremdrift, da PMO-manager og projektsygeplejerske Marie-Louise Strandberg kom til i sommeren 2022 og fik til opgave at køre unitten i gang.
Hun havde tidligere oplevet studieunits på 6. semester i Sverige, hvor sygeplejersker, læger og ergoterapeutstuderende kørte unitten sammen, og hun begyndte med at undersøge, om der var foregangstilfælde på Amager og Hvidovre Hospital, men uden held.
Til gengæld tog de på "feltbesøg" i Rigshospitalets studieunit i HovedOrtoCentret og opbyggede herefter unitten på Afsnit G inspireret af Rigshospitalets model.
Forskning bekræfter, at studieunits virker
Inden da satte hun sig for at undersøge, om der var evidens for, at studieunits virker, så der kom en retning på arbejdet fra start. Hun fandt mange både danske og internationale videnskabelige artikler, der bekræfter evidensen for indsatsen.
"Det er så vigtigt, at vi fx kan fange noget problematik meget tidligt, og de studerende får kontinuitet i plejen af patienten ved at få de samme stuer. Indtil videre er unitten kun til sygeplejerskestuderende, men tanken er også SOSU-assistent-lærlinge på sigt, hvilket kan give en god tværfaglig dynamik," fortæller Marie-Louise Strandberg.