Sygeplejersken på ærten

​Vågner man op med ondt i ryggen? Triller man ud af sengen? Og kan man egentlig mærke en ært igennem madrassen? Sårsygeplejerske Annette Norden har haft en stak madrasser hjemme til afprøvning. 

"Det er en total øjenåbner at tage madrasserne med hjem og sove på dem. Det kan ændre tingene fuldstændig".

Som sårsygeplejerske er Annette Norden en del af den brugergruppe, der er med til at vurdere de madrasser, der indgår i Regionen Hovedstadens såkaldte madrasudbud, når der skal indkøbes madrasser til hospitalerne. Formålet med udbuddet er at finde den bedste trykaflastende madras inden for en given prisramme. 

"Vi skal jo vurdere, hvordan der er for patienterne at ligge på madrasserne. På en af dem mistede jeg helt fornemmelsen af, hvor i sengen jeg var og vågnede nede i fodenden. Hvis man er patient og måske lidt omtåget af medicin, må det være så modbydeligt", lyder det fra Annette Norden.

En ordentlig fornemmelse

Når hun og resten af brugergruppen skal vurdere madrasser, har de normalt kun firmaernes beskrivelser af f.eks. skumtype og vægtfylde samt ganske kort tid til at mærke på de enkelte madrasser. Derfor besluttede gruppen at tage madrasserne med hjem og sove på for at få en ordentlig fornemmelse af dem. Og det har vist sig at give god mening.

"Da vi stod til besigtigelsen, var der en madras, der var superlækker. Det var vi alle enige om. Skummet føltes fantastisk, og den virkede rigtigt god. Og da vi så havde sovet på den en enkelt nat, viste det sig, at det var den værste madras af dem alle sammen. Jeg vågnede med nervesmerter på armen på grund af trykket, og det gjorde ondt på hoften, når man lå på siden. Det var en frygtelig madras at sove på", fortæller Annette Norden. 

Prisen er styrende

Hun har sovet på alle otte madrasser, der er blevet afprøvet af brugergruppens medlemmer, som hver morgen udfyldte et evalueringsskema for den enkelte madras. Udover afprøvningen er der en række andre kriterier, der bliver vægtet i udbuddets kravsspecifikation. Det gælder f.eks. madrassens højde og vægt. Men det kriterie, der vægter højest er prisen.

"Det kan være et problem, at prisen er så styrende, for hvis madrasserne ikke er gode nok, bliver udgiften alligevel ført tilbage til hospitalerne, fordi patienterne vil få flere tryksår og dermed længere indlæggelser", siger Annette Norden.

Der var da heller ingen af de 8 madrasser, der kunne honorere begge krav om pris og kvalitet, og udbuddet kommer derfor til at gå om. Men Annette Norden er frisk på at tage en tur mere på madrasserne for at vurdere, om den berømte ært kan mærkes.   


Annette Nordens carport var fyldt godt op, da den agerede mellemstation for ialt 22 madrasser, der skulle ud til medlemmerne i brugergruppen.



Madras-testerne kom forbi Annettes Nordens carport efter arbejdstid for at hente madrasser.​

Redaktør