Sorggruppe for pårørende på Hvidovre Hospital

​Nu kan efterladte til patienter, der afgår ved døden på Hvidovre Hospital, få tilbud om at deltage i en sorggruppe på hospitalet.

Til efteråret begynder en sorggruppe for pårørende på Hvidovre Hospital. Det er hospitalspræst Marianne Thestrup Jensen og Susse Kappel, sygeplejerske i Gastroenheden og uddannet sorgterapeut, der står bag initiativet. 

Plads til det, der tynger

"Som fagpersonale kan man nemt føle afmagt, når man står tilbage med de pårørende efter et dødsfald. Vi har altid meget fokus på patienten og tiden frem til dødsfaldet, men kontakten med de efterladte slutter der, og vi har ikke rigtig mulighed for at følge op bagefter. Vi kender heller ikke nødvendigvis de tilbud, der er i de efterladtes lokalområde", siger Susse Kappel.

I sorggruppen får de efterladte plads til at dele det, der tynger efter et dødsfald, med andre i samme situation, og under ledelse af Marianne Thestrup Jensen og Susse Kappel.

For de efterladte kan det være en fordel at være med i en sorggruppe i hospitalets regi, påpeger Marianne Thestrup Jensen:

"Ofte er de pårørende kommet på hospitalet over længere tid og kender os i forvejen. Så det kan give dem en følelse af tryghed og af, ikke at være sluppet helt", siger hun.  

Redaktør