Som leder skal jeg både favne og slippe fri

​Jannie Grenaa Nielsen er fra 1. januar 2022 ny ledende oversygeplejerske i Dagkirurgisk Afdeling. Med sig har hun mere end 20 års ledererfaring fra både kirurgisk sengeafsnit og endoskopiafsnit.

Vent...
​​​Når rådhusklokkerne er forstummet nytårsnat, har Dagkirurgisk Afsnit fået ny ledende oversygeplejerske. Hun hedder Jannie Grenaa Nielsen og kommer fra en stilling som afdelingssygeplejerske i Endoskopiafsnittet på Herlev og Gentofte Hospital.

Hylder de gode idéer

Jannie Grenaa Nielsen er begejstret for udvikling og forandring – men det skal give mening for patienten. Som leder af et endoskopiafsnit har hun været med til at udvikle app’en TarmTjek til patienterne. App’en forbereder og guider patienter i udrensningsproceduren inden en koloskopiundersøgelse.

”Vi fangede nogle idéer fra vores hverdag, og da vi så, at idéen kunne bæres videre, handlede det om at være ihærdige,” siger Jannie Grenaa Nielsen om arbejdet med app’en.

Én ting er at få idéerne – der skal også være mulighed for at udvikle dem. Og dét sætter Jannie Grenaa Nielsen en ære i, at det er muligt på hendes afdeling, hvor hun gerne uddelegerer opgaver og ansvarsområder til sine medarbejdere.

”Som leder er det vigtigt både at kunne favne og slippe fri og samtidig være en god sparringspartner. Mine medarbejdere skal have både muligheder og ansvar,” siger hun.

Effektiv drift og faglig udvikling

Jannie Grenaa Nielsen har været afdelingssygeplejerske i Endoskopiafsnittet på Herlev Hospital i 7 år, og før det var hun på Hjerte – og Lungetransplantationsafsnittet på Rigshospitalet.

”Jeg kom fra lange komplicerede patientforløb til Endoskopiafsnittet, som er en driftsorganisation. Dagkirurgisk Afsnit er igen helt anderledes, fordi det er en selvstændig afdeling med teamledere fra hvert ”skærende” speciale,” forklarer hun om sin kommende arbejdsplads.

Patienterne kommer og forlader Dagkirurgisk Afdeling samme dag, og derfor skal både drift og organisering være gennemtænkt til gavn for patienterne.

”Jeg glæder mig til at se, hvordan afdelingen er, og hvordan de har organiseret sig,” siger Jannie Grenaa ​Nielsen.

​Om Jannie Grenaa Nielsen:

Jannie Grenaa Nielsen er ny ledende oversygeplejerske i Dagkirurgisk Afdeling, hvor hun vil danne ledelsesmakkerpar med ledende overlæge Asger Petersen.

Hun har en diplomuddannelse i ledelse (2012) og en master i offentlig ledelse, MPG (2018).

Privat er hun gift og har to badmintonspillende børn på 12 og 16 år. Familien elsker at rejse, og hun har tidligere boet og arbejdet som sygeplejerske i New Zealand. ​
​​




Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor