"Selvom man har mange år på bagen, kan man godt blive overrasket"

​​Gennem realistiske træningsscenarier bliver sygeplejerskerne i Akutmodtagelsen klædt bedre på til at håndtere akutte situationer med bl.a. delir, brandsår og sepsis.

Vent...

Patienten er en 58-årig mand, som har henvendt sig i receptionen. Han klager over ondt i maven, som er tiltaget over de sidste par timer. Han føler sig generelt utilpas, har kvalme og er bleg. Han oplyser at være sund og rask, men han har dog haft tandpine i et par uger og har taget smertestillende.

Det er scenarier som dette, akutsygeplejerskerne på Hvidovre Hospital kan møde, når de kommer rundt til de forskellige såkaldte skill-stationer. Skill-stationerne er en del af en ny form for færdighedstræning, som skal opdatere sygeplejerskerne på emner som bl.a. hovedtraumer, delir og blødninger. Herfra skal sygeplejerskerne selv finde frem til den rette behandling af patienten og formidle deres viden og de beslutninger, de tager undervejs. Og selvom det blot er en dukke, der agerer patient, bliver situationen taget ganske alvorligt.

Trygt læringsmiljø

"Undervisningen er seriøs, men det er stadig et trygt miljø at lære i, fordi der er plads til, at man ikke nødvendigvis er 100 % sikker i det hele. Selvom jeg efterhånden har mange år på bagen, kan jeg godt blive overrasket over nogle ting, så det er godt at blive opdateret," fortæller akutsygeplejerske Katrine Heidemann Andersen, der ind til videre har været igennem 3 af de i alt 6 scenarier.


Kollegaen Erik Møllmark Hansen stemmer i:

"Jeg synes, det er et fedt koncept og nogle gode scenarier. For en gammel rotte som mig er det også godt at blive hevet ind i en undervisningssituation sammen med kollegerne, for der er ikke altid tid til at tale særlig meget sammen i den pressede dagligdag."


Lærer mere end bare tekniske skills

Færdighedstræningen er udviklet på tværs af regionens Akutmodtagelser, og formålet er bl.a. at sikre ensartet behandling og at vedligeholde og udvikle sygeplejerskernes kompetencer. Men spørger man afdelingssygeplejerske Hanne Keller, er navnet skill-station næsten lidt misvisende.

"I virkeligheden handler det ikke kun om de tekniske færdigheder, men også rigtig meget om hele den grundlæggende sygepleje og om at kommunikere, fordi sygeplejerskerne bliver sat til at formidle deres viden," siger hun.

Sygeplejerskerne skal selv på banen

Og det er netop en af de helt store styrker ved den case-baserede læringsform, mener Anja Sichmann, der er Akutmodtagelsens anden afdelingssygeplejerske.

"Vi er langt væk fra tankpasserpædagogikken, for sygeplejerskerne skal selv på banen og lære fra sig, og det lærer de rigtig meget af," fortæller hun.

Kompetencedagene i Akutmodtagelsen har været afholdt løbende siden september, og i januar 2020 vil alle de godt 100 akutsygeplejersker på Amager og Hvidovre Hospital have gennemført de seks scenarier inden for temaerne kardiologi, brandsår, den blødende patient, hovedtraume, organisk delir og sepsis.  


Indført i hele Region Hovdstaden

Formålet med skills-stationer er - på baggrund af evidensbaseret viden - at understøtte og sikre et bedre patientforløb, og optimere sygeplejen, således at behandlingen bliver mere ensartet, samt at vedligeholde og kompetenceudvikle Akutmodtagelsens sygeplejersker.

Konceptet med skills-stationer er blevet indført på regionalt plan i Region Hovedstaden, og undervisningsmaterialet er udarbejdet i samarbejde med Copenhagen Academy for Medical Education and Simulation og nøglepersoner fra hver enkelt Akutmodtagelse på de medinddragede hospitaler i regionen. 

Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor