Pynt og pæne kjoler på hjerteafdelingen

​Hverdagen efter jul og nytår er i denne uge vendt tilbage. Men hvordan har det egentlig været at arbejde juleaften og nytårsaften? Vi har spurgt på Hjertemedicinsk sengeafsnit.

​Sygeplejerskerne Doina Skinnerup (tv.) og Louise Larsen var på arbejde hhv. nytårsaften og juleaften. 

Af Malene Markussen, kommunikationsmedarbejder 

Selvom det kan være en kedelig affære at være indlagt i julen og nytåret, var der alligevel flere patienter på Hjertemedicinsk sengeafsnit, der havde valgt at gøre lidt ekstra ud af højtiden.
  
”Mange af patienterne var gået i bad og havde taget pæn kjole eller skjorte på. Der var faktisk også nogle, der havde bestilt en fin nytårsmenu fra en kok på Frederiksberg, fordi de ikke havde lyst til de benløse fugle og kartoffelmos, som var på hospitalsmenuen”. 

Sådan lyder det fra sygeplejerske Doina Skinnerup, der havde aftenvagt nytårsaften. Hun havde meldt sig frivilligt til at tage en vagt for at være sikker på at kunne holde juleaften sammen med sine børn. 

Fint dækk​​​et bord

Personalet og de patienter, der havde lyst, så Dronningens nytårstale sammen, og bagefter gik de ombord i nytårsmenuen.

”En af mine kolleger havde dækket fint bord med farvede glas og pynt, og vi havde en fredelig og hyggelig aften. Jeg havde fri kl. 23.30, så da klokken slog midnat, sad jeg i bus 4A på Mozarts Plads. Det var selvfølgelig ikke den mest spændende måde at gå ind i det nye år på”, siger Doina Skinnerup. 

Også juleaften forløb godt på afsnittet.

”Vi måtte selv tage hyggen med juleaften, for der var ikke guf eller noget i afdelingen. Så en af mine kolleger havde hjemmelavet ris a la mande med, og vi havde også hver især købt en gave til en af de andre. Der var en rigtigt god stemning, og vi havde en fin aften med ro til at spise julemiddagen”, fortæller sygeplejerske Louise Larsen. 

Mest synd for p​​atienterne

Hun tog både en dagvagt og en aftenvagt den 24. december.

”Jeg valgte det selv, fordi min lille datter for første gang ikke skulle være hos mig juleaften. Så ville jeg hellere på arbejde”. 

Nogle patienter var sendt hjem på orlov juleaften, men der var stadig mange patienter på sengeafsnit 115. 

”Der var flere, der havde besøg af deres pårørende, og de hyggede sig og fik snakket sammen på kryds og tværs i opholdsstuen”, siger Louise Larsen og fortsætter: 

”En del patienter valgte at blive på deres stue hele aftenen, og nogle var selvfølgelig lidt triste over at være her juleaften. Det er jo et vilkår for os som sygeplejersker at vi indimellem skal arbejde juleaften, og jeg synes ikke, at det er synd for os. Det er jo mest synd for patienterne, de har jo ikke selv valgt at være syge”.

​​
Redaktør