Perfektionisme kan afsløre anoreksi

Kan anoreksi spores i en MR-scanner, og hvordan hænger sygdommen sammen med perfektionisme? Ny forskning fra Hvidovre Hospital og Region Hovedstadens Psykiatri afslører hidtil ukendte sider af anoreksi hos unge.​

​Cirka 200 unge menneskerstarter hvert år i behandling for anoreksi  i Region Hovedstadens Psykiatri. Selvom det er den psykiske lidelse, som har flest unge menneskeliv på samvittigheden, bliver der forsket overraskende lidt i den – især blandt de unge patienter. Det vil psykolog og ph.d.-studerende Tine Pedersen lave om på.


”Vi ved meget lidt om, hvorfor sygdommen opstår. Jeg håber, at min forskning vil føre til en bedre forståelse og dermed også til bedre behandling og færre tilbagefald,” fortæller Tine Pedersen, som til daglig er ansat på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center i Region Hovedstadens Psykiatri og laver sit forskningsprojekt i samarbejde med MR Centret (Danish Research Centre for Magnetic Resonance) på Hvidovre Hospital .


Kan forebygge tilbagefald

Og noget tyder på, at hun er godt på vej. Hun er nemlig ved at koble den frygtede sygdom med et bestemt karaktertræk, som kan sladre om hvilke unge, der er i størst risiko for at få tilbagefald efter endt behandling.
”Meget tyder på, at der er en tæt sammenhæng mellem anoreksi og perfektionistiske træk hos de unge. Ved at kombinere traditionelle spørgeskemaer med særlige opgaver og hjernescanninger, kan vi undersøge, om perfektionistiske træk afspejler sig i hjernens aktivitet,” forklarer den unge forsker.


”Blandt børn og unge med anoreksi er der cirka 30 procent, som får tilbagefald, efter de har været i behandling. Hvis vi kan identificere dem, der er i størst risiko, kan vi målrette behandlingen og øge forebyggelsen mere effektivt,” forklarer Tine Pedersen, som sammen med sit team indtil videre har haft 150 unge igennem scanneren.  

Perfektionisme viser sig på flere måder

Blandt de 150 unge er både nuværende og forhenværende anorektikere samt raske kontrolpersoner. Mens de unge undersøges i scanneren, bliver de stillet en lang række opgaver. Tine Pedersen holder øje med deres hjerneaktivitet, mens presset stiger. Og når prøverne er overstået, bliver de unge spurgt, hvordan de synes, de klarede det.


Den første indikator på, at unge med anoreksi også har perfektionistiske træk, er, at de ofte er meget hårdere ved sig selv end de raske unge. Og Tine Pedersen håber, at den perfektionisme vil være til at spore på hjernescanningerne.


”De har ofte en ekstrem fokus på at fremstå perfekte, og min hypotese er, at deres hjerneaktivitet derfor vil være anderledes end fx de raske unges,” forklarer hun, og understreger samtidig, at hendes ph.d. projekt ikke er færdigt endnu, og at der derfor ikke ligger nogen endegyldige resultater. Men der tegner sig et billede af, at perfektionistiske træk er til stede både hos unge, som lige er blevet syge af anoreksi og hos unge, som har været i behandling.

d
FAKTA:

Mange tror, at anoreksi er et valg. Det er det ikke. Det er en sygdom, som kan bunde i alt fra det psykiske, sociale, kulturelle, biologiske og det arvelige (genetiske).
 

Redaktør