Patienter strikker til hjemløse, mens de venter

​For et år siden blev der sat strikketøj frem til patienterne i Ortopædkirurgisk Ambulatorium. Nu skal produktionen varme de hjemløse.


30 halstørklæder, 10 huer og 21 par sokker strikket af patienter på Hvidovre Hospital kommer snart til at varme hjemløse hoveder og fødder i København.

I venteområdet i Ortopædkirurgisk Ambulatorium ligger der nemlig strikketøj, som patienterne bliver opfordret til at strikke et par pinde på, mens de venter på at komme ind til lægen eller sygeplejersken.

Det var sygeplejerske Vibeke Nielsen, der introducerede ideen i afdelingen for at give patienterne noget at fordrive tiden med og samtidig gøre en god gerning for hjemløse. For selvom afdelingen gør meget for at minimere ventetid, kan det ikke helt undgås, bl.a. fordi akutte patienter indimellem er nødt til at springe køen over. 

"Vi er selvfølgelig ikke helt sluppet for nogle sjove kommentarer om lange ventetider, men generelt har patienterne taget utroligt godt imod strikketøjet", fortæller Vibeke Nielsen. Hun husker en sjov episode med et par unge mænd, der ventede i afdelingen: 

"De sad og pillede lidt ved strikketøjet, så jeg spurgte, om de ikke havde lyst til at strikke et par pinde for de hjemløse. Men det kunne de ikke finde ud af, sagde de. Da jeg så kom forbi dem lidt senere, var den ene i fuld gang med strikketøjet alligevel. Han havde fundet en video på Youtube, så han kunne se, hvordan han skulle gøre".

Også afdelingssygeplejerske Helle Alslund har bemærket at strikketøjet bidrager til nogle gode stunder i venteområdet.

"Der var en pige på 7-8 år, som gik i gang med strikketøjet, mens hun sad og ventede sammen med sin mor. Og jeg kunne høre, at de undervejs havde en rigtig god snak om, hvad det vil sige at være hjemløs", fortæller Helle Alslund.

Strikketøjet blev sat frem i ambulatoriet for ca. et år siden, og den samlede produktion bliver nu pakket i tre store kasser og sendt afsted til uddeling til hjemløse, når DFDS afholder "hjemløse-julefrokost" på Oslobåden. På alle halstørklæder, huer og sokker sidder også et lille gavemærke med en julehilsen fra patienter og personale i Ortopædkirurgisk Ambulatorium.



Se indslag "Hvidovre Hospital: Strik mens du venter" i TV2 Lorry, december 2016.


Redaktør