Overlæge: Negativt testresultat er ikke en fribillet

​En negativ coronatest betyder ikke, at man kan tage til julefrokost eller andre sociale arrangementer. Og derudover opfordres alle til at droppe evt. ”forhåndstest” før jul. Det giver falsk tryghed og belaster systemet unødigt.

Vent...
Flere end nogensinde bliver i disse dage testet for corona-virus, og det lægger pres på systemet. På Amager og Hvidovre Hospital er der indført systematisk og løbende test af alt sundhedspersonalet, men den hyppige test betyder ikke, at personale med et negativt testsvar i hånden, kan tillade sig at opføre sig som normalt.
 
”Vi har desværre set eksempler på, at personale, som er testet negativ for corona, har set det som en mulighed for at kunne tage til sociale arrangementer. Og det har i enkle tilfælde endt med smitteudbrud på hospitalet”, forklarer leder af Amager og Hvidovre Hospitals hygiejneorganisation og ledende overlæge på Klinisk Mikrobiologisk Afdeling, Christian Østergaard Andersen.
 
Derfor kan han heller ikke understrege nok, at alle skal følge myndighedernes retningslinjer om at begrænse sociale aktiviteter og kontakter, selvom de har en negativ test.
 
”En negativ test er ingen garanti for, at du ikke kan være blevet smittet efter, at testen er taget. Derudover er det heller ingen garanti for, at du ikke bliver smittet til et arrangement og dermed bærer smitten tilbage til dine kolleger og patienter på arbejdspladsen”, forklarer Christian Østergaard Andersen.
 
Når det så er sagt, skal man selvfølgelig følge Sundhedsstyrelsens anbefalinger for testning fx ved symptomer på COVID-19, eller hvis man er nær kontakt til en smittet.

Hvorfor bliver personalet systematisk testet?

Grunden til, at man laver løbende og systematisk test af personalet på Amager og Hvidovre Hospital, er at opspore potentielle ”raske” smittebærere, så man kan bremse en smittespredning, før den går ud over patienterne.
 
”Vi tester personalet ikke kun for os selv men også for at beskytte patienterne. Men test kan ikke stå alene. Vigtigst af alt er opmærksomhed på vores adfærd – vi skal have så få kontakter som muligt, holde afstand og spritte af. Ganske som det gælder for resten af samfundet”, fastslår Christian Østergaard Andersen.

Drop ”forhåndstest” før juleaften

Af samme årsager bør man heller ikke få lavet en test, blot fordi man skal besøge sin familie i julen.
 
”Selvom det er hårdt, så må vi alle begrænse vores sociale aktiviteter i julen og følge myndighedernes anbefalinger. Drop julefrokosten og vær sammen med så få som muligt juleaften”, opfordrer Christian Østergaard Andersen.
 

Sundhedsstyrelsens anbefalinger til en tryg juleaften med familien:

  1. Gå i selvisolation, hvis du har symptomer på COVID-19, er testet positiv eller er nær kontakt til en smittet.
  2. Vask dine hænder tit eller brug håndsprit
  3. Host eller nys i dit ærme
  4. Undgå håndtryk, kindkys og kram
  5. Vær opmærksom på rengøring – både hjemme og på arbejdspladsen
  6. Hold afstand – og bed andre tage hensyn
Læs ”Jul i en tid med COVID-19” fra Sundhedsstyrelsen - klik her.


Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor