Ved første øjekast herskede der ro i Infektionsmedicinsk Afdeling i dag. Men på en af stuerne lå en ung kvindelig patient, der var kommet ind med formodet lassafeber. Det medførte en hektisk stemning af dæmpede stemmer, kimende telefoner, hurtige beskeder - og hjælp med at iføre sig de gule hazmatdragter, man skal have på hos patienter i højisolation.
Heldigvis var patienten dog blot en sygeplejerske på afdelingen, og det hele var "kun" en øvelse, der skal medvirke til, at afdelingen, og de øvrige afdelinger på hospitalet, der har en rolle i beredskabet, altid er klar til at modtage patienter med farlige sygdomme. På billeder ser det dog ganske virkeligt ud.