Nye patientværelser, modtagelser og tagterrasser er på vej

​Stort set hele huset bliver berørt, når Hvidovre Hospital de kommende tre år bygger om. 

Den nye modtagelse i Barselsafsnittet. 

Selvom udsigten til byggelarm og støv forståeligt nok ikke vækker stor glæde i afdelingerne, så har projektleder i Byggeafdelingen Finn Stycke kun rosende ord tilovers over for personalets håndtering af de mange ombygninger på Hvidovre Hospital.

"Vi er virkelig blevet mødt positivt, langt mere end forventet. Der er en stor vilje til at rykke sammen, for alle er enige om, at besværet med ombygningerne bliver overskygget af fordelene ved resultatet", siger han, siger han og fortsætter:     

"De næste tre år bygger vi om i de sengeafsnit, som ikke skal flytte til nybyggeriet. Derefter går vi i gang med de afdelinger, der rykker ud i nybyggeriet, som vi forventer står færdigt i 2019/2020.

Mindst mulig forstyrrelse

Når en sengestuerne i en langside på 1. sengeetage bliver ombygget, vil den tilsvarende langside på 2. sengeetage lige oven over blive ombygget samtidig.

"Vi har planlagt det sådan for at forstyrre patienterne og personale mindst muligt. Byggeteknisk giver denne løsning også bedre mening, fordi mange installationer, fx vand og strøm, er ført lodret i bygningen", forklarer Finn Stycke.

For at mindske generne bliver der også opsat tætte og lydisolerende støvvægge, mens byggeriet er i gang. 

Ombygningerne svarer til de ombygninger, der er blevet foretaget i Barselsafsnittet siden sommeren 2015. Her lægger ledende oversygeplejerske Tina Holm Nielsen ikke skjul på, at det er en udfordring, mens byggeriet står på.

"Jeg synes dog, at både medarbejdere og ledelse hele tiden har formået at holde fokus på, at det bliver nogle rigtig gode forhold, som vi om få måneder kan byde både patienter og personale. Vi har haft god mulighed for medindflydelse på, hvordan vi vil indrette fremtidens afdeling, så vi udstråler imødekommenhed over for vores patienter, samtidig med at vi har prioriteret ordentlige arbejdsbetingelser for personalet", siger Tina Holm Nielsen, og tilføjer: 

"Vi plejer at sige, at vi bygger strategiområdet Ventet og velkommen ind i væggene".

Mere som et hotel

Med ombygningerne kommer der nye patientmodtagelser, tagterrasser og 1-2 sengs patientværelser.

"Vi bygger på patienternes præmisser. Det betyder, bl.a. at vi rykker modtagelserne helt frem, så de minder mere om receptionen i et hotel, hvor man ikke er i tvivl om, hvor man skal henvende sig, når man kommer. Modtagelsen er jo det første patienterne og de pårørende skal kunne finde, når de kommer her på hospitalet", siger Finn Stycke.

Der bliver også bygget tagterrasser på 2. sal i bygning 1,2 og 3. Det gør det nemmere for patienterne at komme udenfor og få frisk luft og samtidig føle tryghed i at være tæt på afdelingen.

Men der er også tænkt på personalets arbejdsforhold i forbindelse med ombygningerne, bl.a. på sengestuerne, som alle fremover bliver 1-2 sengs patientværelser. Her bliver der etableret loftslifte og på badeværelserne bliver der hæve/sænke-toiletter.  

Se billeder

Se billeder af de kommende nye omgivelser i folderen "Nye patientværelser og patientmodtagelser":  NHH4_folder_20150217.pdf 

 ​Overblik: hvornår bygger vi hvor?

I gang:

Bygning 4. nord: I Obstetrisk sengeafsnit bygger vi nye patientværelser og nye patientmodtagelser. Gynækologisk sengeafsnit flytter ca. 1. april fra sengebygning 2 til sengebygning 4 i nyombygget sengeafsnit.

Foråret 2016:

Bygning 2 syd/øst.: De oprindelige 4-sengsstuer bliver ombygget til nye patientværelser. I alle 4 sengeafsnit etablerer vi nye patientmodtagelser identiske med dem, vi bygger i bygning 4.

Bygning 1 nord, 2. etage: Vi etablerer ny patientmodtagelse på 2. sengeetage, hvor Gastroenhedens 5-døgnsafsnit, kirurgisk og medicinsk daghospitaler flytter ind sommeren 2016.

Efteråret 2016:

I alle 4 sengeafsnit i bygning 3 og i bygning 1, 1. etage syd, bygger vi nye patientmodtagelser.

Tagterrasser: Vi etablerer nye tagterrasser på taget af Vandrehallen på bygning 1, 2 og 3 i lighed med tagterrassen i bygning 4, som blev etableret i 2015. Etableringen af tagterrasser betyder ændringer i Vandrehallen, da de bærende søjler står i Vandrehallen. Det betyder bl.a., at Skolestuen må flytte til midlertidig placering i ambulatorieetagen og at dele af Kantine 2 får afskærmede spisepladser i Vandrehallen under ombygningen.

Kilde: projektleder Finn Stycke, Byggeafdelingen Amager og Hvidovre Hospital. ​

​​​

Redaktør