Ny vicedirektør med stor klinisk erfaring

​Den 1. september tiltræder Jakob W. Hendel som vicedirektør på Amager og Hvidovre Hospital. Han kommer fra en stilling som ledende overlæge på Kirurgisk Afdeling på NOH.

Vent...

Når 54-årige Jakob W. Hendel til september tiltræder stillingen som vicedirektør på Amager og Hvidovre Hospital, udfylder han stolen med 30 års klinisk og ledelsesmæssig erfaring. I sin nuværende stilling som ledende overlæge på Kirurgisk Afdeling på Nordsjællands Hospital har han bevaret en mindre klinisk funktion for at have kontakten med patienterne og holde sin kliniske erfaring intakt.

Ud over sin kliniske og ledelsesmæssige hverdag har Jakob W. Hendel 20 års erfaring som læge ved alarmcentraler og har blandt andet som ledende overlæge skullet samle og integrere Kirurgisk Afdelings gastroentorologiske og kirurgiske funktioner, som var udfordret af at holde til på to forskellige matrikler. Afdelingen skulle desuden indgå i den nye Fælles Akutmodtagelse på Nordsjællands Hospital.

Jakob W. Hendel er speciallæge i Intern Medicin og Medicinsk Gastroenterologi og kom til Nordsjællands Hospital fra en stilling som overlæge og områdeleder for Endoskopiafsnittet ved Gastroenheden på Herlev og Gentofte Hospital. Han har  skrevet ph.d om inflammatorisk tarmsygdom, har publiceret 34 publikationer i peer reviewed tidsskrifter og sidder i sin nuværende stilling i hospitalets forskningsråd som repræsentant for de ledende overlæger.

Frisk klinisk og ledelsesmæssig erfaring

Hospitalsdirektør Birgitte Rav Degenkolv er utrolig glad for, at et enigt ansættelsesudvalg har peget på Jakob W. Hendel som ny vicedirektør på Amager og Hvidovre Hospital.

"Med Jakob får vi en ny vicedirektør, der bringer frisk klinisk og ledelsesmæssig erfaring ind på hospitalet og i direktionen. Jakob har demonstreret stærke visioner og handlekraft indenfor sine områder og den lægefaglige portefølje, herunder også forskning og uddannelse. Det vil vi nyde godt af med de store forandringsprocesser, vi skal igennem de kommende år," siger hun og fremhæver samtidig Jakob W. Hendels personlige kvaliteter.

"Med Jakob får vi en god kollega, der udover at være en stærk analytiker med et strategisk blik også har udpræget gode samarbejdsevner. Jeg glæder mig meget til samarbejdet," siger hun.

Klinisk faglighed med i forandringerne

For Jakob W. Hendel er det særligt de udfordringer, Amager og Hvidovre Hospital står over for i fremtiden, som har tiltrukket ham til stillingen som vicedirektør.

"Det er meget vigtigt, at fagligheden bliver involveret i de store forandringer, der er undervejs. Den kliniske faglighed er et kerneområde, som man hele tiden bør holde fast i. I store forandringsprocesser kan man af og til risikere at tabe blikket for den del, men vi skal huske fagligheden. Det har jeg erfaring med, og det glæder jeg mig til at bidrage med. Samtidig er Amager og Hvidovre Hospital kendt for at være en spændende og dynamisk arbejdsplads, jeg glæder mig til at lære at kende," siger Jakob W. Hendel.


Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor