Michael Daugbjerg tiltrådte for nylig på Hvidovre Hospital og RH Glostrup som tilsynsførende liaisonsygeplejerske. Liaison betyder forbindelse. Han yder psykiatrisk sygeplejetilsyn og hjælper sygeplejersker med komplekse forløb, supervision og undervisning. Med sig har han 10 års erfaring fra psykiatrien på bl.a. Grønland.
"Sygeplejersker og patienter med en psykiatrisk diagnose kan nemt gå skævt af hinanden, og man kan føle sig magtesløs som personale. Hvis relationen bliver kompliceret, så kan jeg hjælpe," forklarer Michael Daugbjerg, som sætter en ære i at møde sygeplejerskerne med nysgerrighed og interesse.
"Jeg kommer ikke og fortæller, hvordan de skal håndtere en situation, men tager udgangspunkt i, hvad de synes er svært, og hvad de har brug for fra mig," forklarer Michael Daugbjerg, som både har erfaring med delir, men også med mange andre psykiatriske diagnoser som fx skizofreni, angst og depression.
To verdener støder sammen
Han fortæller om to tidligere situationer, hvor hans viden og tilgang har været nøglen til en løsning. I den ene sad sygeplejersken fast i sin pleje af patienten og var meget frustreret. Det psykiatriske tilsyn havde anbefalet patienten at kontakte egen læge efter udskrivelse, men sygeplejersken vidste, at det var patienten ikke i stand til. Så hvad gjorde hun nu?
"I den somatiske verden går det stærkt, mens psykiatrisk sygepleje kræver tålmodighed, så de to verdener kan støde sammen. I dette tilfælde ringede jeg simpelthen til egen læge, som gerne ville tage hjem til patienten efter udskrivelsen og vurdere patientens antidepressive behandling. Det er den forbindelse, jeg laver, og det var fedt, fordi sygeplejersken virkelig gerne ville løse det," fortæller Michael Daugbjerg.
Han vil altid gerne have fokus på den lange bane i stedet for 'blot' at slukke de umiddelbare brande:
"Jeg vil se på, hvorfor problemet kan opstå igen og igen, i stedet for at jeg bare kommer og løser det gentagne gange. Hvorfor har sygeplejerskerne brug for at tilkalde mig, hvorfor kommer de ikke i mål, mangler de nogle redskaber, og er det noget, vi kan forbedre?," forklarer Michael Daugbjerg.
Fra irritation til empati
I det andet eksempel var hele sygeplejerskegruppen kørt fast. De forstod ikke patientens reaktionsmønster og var begyndt at undgå hende, fortæller Michael Daugbjerg. Han læste op på patientens historik og snakkede med patienten, som følte sig overset og talt ned til, hvilket udløste negative tanker.
"Det viste sig, at hun havde en emotionel ustabil personlighedsstruktur på grund af en ustabil opvækst. Sygeplejersken fik derfor mere viden om hende, det udløste empati, og relationen blev bedre," fortæller Michael Daugbjerg, som har stor respekt for, at knuder som disse skal løses midt i sygeplejerskernes travle hverdag.
"Personalet gør alt, hvad de kan, men der er en grænse for, hvor meget de kan præstere. Det er der, jeg kommer med faglig viden og et andet perspektiv i forhold til problemstillingen," siger Michael Daugbjerg. Han er ud over sin faglige erfaring selv vokset op med psykisk sygdom tæt på familien.
"Jeg ved derfor, at man skal have en ekstremt stor tålmodighed og skal kunne rumme meget, når man arbejder i psykiatrien. Det duer ikke at tænke, at "de skal tage sig sammen". Den sætning skaber modstand," siger Michael Daugbjerg.
Samarbejde med Pyskiatrisk Center Glostrup
Michael Daugbjerg er ansat i Psykiatrisk Center Glostrups akutmodtagelse, og hans funktion som liaisonsygeplejerske på Hvidovre Hospital og RH Glostrup er en satsning udviklet i Psykiatrien.