Ny formand for AIDS-Fondet

​​AIDS skal aftabuiseres, og forebyggelsen skal styrkes. Sådan lyder meldingen fra AIDS-Fondets nye formand Gitte Kronborg, som til daglig er overlæge på Hvidovre Hospitals Infektionsmedicinsk Afdeling.​

I 1980’erne og 90’erne var AIDS en af de mest omtalte og frygtede sygdomme i verden. I dag hører man ikke så meget til sygdommen herhjemme, og lægevidenskaben har gjort det muligt at overleve den før så dødelige AIDS-dom. Men det betyder ikke, at sygdommen er forsvundet – langt fra.

Ny måde at arbejde med HIV på

”På verdensplan er HIV og AIDS stadig meget udbredt og koster mange tusinde liv. Og faktisk er der også stadig mere end 200 nye tilfælde hvert år i Danmark,” siger overlæge Gitte Kronborg, som er nyudnævnt formand for AIDS-Fondet. 

”Jeg er glad og stolt af at være blevet valgt som formand, og jeg ser frem til at kunne bruge min faglighed og min viden på en ny måde og i samspil med andre personer. Når man arbejder på hospitalet handler det meget om at hjælpe patienterne en ad gangen. Men som formand for AIDS-Fondet kan jeg være med til at oplyse og måske hjælpe folk på en anden måde, som rammer bredere,” siger hun. 

Mangler oplysning

Selvom AIDS langtfra fylder så meget i danskernes bevidsthed som tidligere, understreger hun nemlig, at det fortsat en sygdom, som er forbundet med store økonomiske omkostninger og en høj grad af tabuisering.

”Der er bestemt stadig brug for oplysning om sygdommen. I nogle af de homoseksuelle miljøer – hvor sygdommen også er mest udbredt – bliver mange AIDS-smittede fx set som snavsede og udstødte. Der mangler stadig viden om, at man sagtens kan leve et helt normalt liv og have et sexliv, selvom man er smittet,” siger Gitte Kronborg.

Forebyggelse er vejen frem

Hun håber derfor at kunne bruge sin nye titel til at oplyse om HIV – særligt i de homoseksuelle miljøer – og til at styrke forebyggelsen.

”Jeg vil arbejde for, at vi kan sætte ind med forebyggelse i de miljøer, hvor vi ved, at der er stor risiko for HIV-smitte. Man kan bruge lægemidlet Trovada til at forebygge ved at tilbyde det til de homoseksuelle mænd, som er meget seksuelt aktive. Den tilgang har man haft stor succes med i Frankrig, og det ville da være fantastisk, hvis vi fx kunne få antallet af nye smittede ned på 100,” siger Gitte Kronborg.
Redaktør