Nu er vi på Sundhedsplatformen

Kl. 03 natten til lørdag blev der givet grønt lys for Sundhedsplatformen på Amager og Hvidovre Hospital, og alt forløb som planlagt. Læs om Go Live natten og se billeder her.
​​Tillykke, Sundhedsplatformen er Live. Sådan stod der på den pop-up, der dukkede op på alle computerskærme, umiddelbart efter at programdirektør i Sundhedsplatformen Gitte Fangel over telefonen havde fået besked fra CIMT om, at Sundhedsplatformen var i luften på hhv. Amager og Hvidovre Hospital, Nordsjællands Hospital og Bornholms Hospital.

Kl. 03 blev der skålet i alkoholfri champagne og spist kransekage i hospitalets afdelinger og i de to kommandocentre. Og i auditorium 3-4 på Hvidovre Hospital ønskede koncerndirektør Svend Hartling de tre hospitaler i bølge 3 tillykke.

"Det er gået fantastisk gået og det har været den nemmeste konvertering overhovedet. Nu er der over 25.000 brugere på Sundhedsplatformen i Region Hovedstaden, så det er bare med at komme i gang med at bruge den", sagde han.  

De virkelige helte

Fra Peder Mogensen, vicedirektør og ansvarlig for implementeringen af Sundhedsplatformen på Amager og Hvidovre Hospital lød der også en stor tak:

"Det er nemt at være projektleder, når man har et dygtigt implementeringsteam bag sig. Men de virkelige helte er jer, der er ude afdelingerne. I er blevet uddannet og har gjort jeres afdelinger klar til Sundhedsplatformen. Og samtidig har I sørget for, at patienterne har fået den behandling og pleje de skal have. Det er meget imponerende", sagde han.   


En fredelig aften

Inden Go Live var regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen sammen med hospitalsdirektør Birgitte Rav Degenkolv på besøg i flere af hospitalets afdelinger, bl.a. i en sjældent tom Akutmodtagelse, hvor personalet nærmest stod i kø, for at tage sig af de få patienter.

"Der har vist aldrig været så fredeligt som i aften, og vi har spist aftensmad sammen alle sammen. Vi har brugt meget af aftenen på at træne i Sundhedsplatformen sammen med superbrugerne og i eftermiddag har tværfaglige grupper lavet lommekort med beskrivelser af de mest almindelige procedurer. Så vi føler os meget klar", fortalte afdelingssygeplejerske Hanne Keller.

Sophie Hæstorp Andersen og Birgitte Rav Degenkolv på besøg i Akutmodtagelsen.

Også i Børnemodtagelsen var der usædvanligt fredeligt fredag aften. Skærmene var tomme, og var i stedet beklædt med papirlister inden Sundhedsplatformen blev taget i brug.  

Fra papir til Sundhedsplatform

På Uddannelsescentret i Gentofte sad ca. 200 lægesekretærer, sygeplejersker og læger det meste af fredag aften og sørgede for, at hospitalets 417 indlagte patienter nu også er indlagt i Sundhedsplatformen. 

På Hjertemedicinsk afsnit på Amager Hospital gik sygeplejerske Jonas Sachs Holm-Jensen straks med Sundhedsplatformen gang efter Go Live. Han fik oprettet den første patient uden problemer, og gik med det samme i gang med den næste i bunken.


Rianne Askgaard, sygeplejerske Kardiologisk sengeafsnit på Amager Hospital printer det første patientarmbånd via Sundhedsplatformen.

Vicedirektør Kirsten Breindal besøgte Amager Hospital på Go Live natten. 

Der var kun få fødsler på Go Live natten, så på Fødegangen var der god tid til at gå i gang med Sundhedsplatformen.  




Redaktør