"Mine patienter går ikke hjem og lægger sig på sofaen med varm te og ugeblade"

​Ikke to dage er ens for socialsygeplejerske Berit Andreasen, når hun hjælper sine udsatte patienter med alt fra at huske på aftaler og finde rent tøj til at sikre, at der er nogen til at tage imod dem, når de bliver udskrevet. Vi har fulgt hende en dag på arbejde.​
​Som socialsygeplejerske er Berit Andreasen ansat til at hjælpe og pleje Hvidovre Hospitals socialt udsatte patienter. Det er ofte patienter, som udover deres sygdomme, også døjer med misbrugsproblemer eller er hjemløse.

”Jeg er der både for patienternes skyld og for at aflaste personalet, fordi disse patienter og deres problemer kan være en udfordring,” forklarer Berit Andreasen. Hun kender de fleste af de patienter, der kommer ind, da mange af dem er hyppige gæster på hospitalet.

Smertedækket i 5. potens

Berit Andreasen ved aldrig, hvad dagen bringer. Hun starter typisk med en rundtur på Akutmodtagelsen for at se, om der er kommet nogle gamle kendinge ind i nattens løb. Det er der ikke i dag, og turen går derefter rundt på en række af hospitalets andre afdelinger for at se til de indlagte.

”Det er også mit job at være med til at sikre, at patienterne er ordentligt smertedækket. Mange af dem er stofmisbrugere og derfor vant til rigtig meget, så de 10 mg morfin, man ville give en ”normal” person, forslår ikke meget. De skal have fem eller ti gange så meget, før det batter,” fortæller Berit Andreasen.

Efter indlæggelsen

En anden vigtig del af Berit Andreasens arbejde består i at sikre sig, at der også bliver taget hånd om patienterne, efter de har forladt hospitalet.

”Det er jo ikke patienter, som kan lægge sig hjem på sofaen og få kæresten til at komme med varm te og ugeblade,” siger Berit Andreasen.

”Det er meget udsatte patienter, ofte med stort alkoholforbrug. Og det kan ses på deres hjem – hvis de da overhovedet har et hjem. Dertil kommer, at mange af patienterne er meget medtagne. De kan både have HIV, hepatitis og misbrugsproblemer. Så der skal være et sikkerhedsnet, når de kommer hjem.”

Men hvordan sikrer man sig, at en hjemløs alkoholiker får taget sin TB medicin de næste seks måneder? Og hvordan kan man udskrive en patient med infektioner til et liv på gaden? Ifølge Berit Andreasen handler det om et tæt samarbejde med de sociale myndigheder, som skal tage sig af patienten efter udskrivning. At sikre sig, at der er nogen til at tage imod, komme med medicin, og at herberget er klar til at tage patienten ind.

"Vi gør, hvad vi kan, for at patienterne har det så godt som muligt, når de bliver udskrevet, og de skal jo ikke ligge og optage en seng, hvis de ikke har behov for det," siger Berit Andreasen, mens hun gennemroder sit tøjdepot i jagten på tøj til en patient, der skal udskrives dagen efter.

Patienten har været indlagt i over en måned, og Berit Andreasen kan efterhånden hendes CPR-nummer i hovedet. Tidligere på dagen sørgede hun for, at der blev fundet medicin til hende, så hun har, når hun kommer hjem, og nu skal hun også klædes ordentligt på - bogstaveligt talt - til livet uden for hospitalet.

”Mange af dem har ikke noget tøj, så jeg har startet en indsamling blandt personalet, hvor de kan aflevere aflagt tøj, som så kan komme patienterne til gode,” siger hun og hiver et par turkise og lilla gamacher frem.

”Nej, de er for grimme. Dem vil hun ikke gå med,” griner hun og leder videre.

Ikke altid let

Selvom hun dagligt bliver konfronteret med barske og hjerteskærende skæbner, elsker Berit Andreasen sit arbejde. Hun har haft det i fem år, men er stadig ikke blevet træt af de skæve og komplicerede personligheder, som hun er ansat til at hjælpe. Men hun erkender også, at det langtfra altid er let.

”Man kan se et klart mønster. Der er ikke mange indlagte de første dage i måneden, hvor der lige er kommet kontanthjælp eller pension, og der er råd til alkohol eller stoffer. Men allerede når vi når den 4. eller 5., og pengene er sluppet op, begynder vi at kunne mærke det. Nogle gange sender vi en patient ud, hvor jeg tænker: det går ikke det her, ham ser vi meget snart igen,” siger hun og tilføjer:

”Men vi gør en stor forskel for de her mennesker, som har så mange problemer i livet, og vi ser da også med jævne mellemrum solstrålehistorier, hvor de får rettet op på deres liv og kommer ud af misbruget. Men ofte er det desværre problemerne og de dårlige situationer, der fylder mest.”

Søde mennesker

Og netop Hvidovre Hospitals optageområde er et af de hårdeste at være socialsygeplejerske i. Der er mange stofmisbrugere og hjemløse.

”Det er min fornemmelse, at jeg har flere patienter end de fleste af mine kolleger fra andre hospitaler,” siger Berit Andreasen, som har en fortid som sygeplejerske i både Vestre Fængsel og Mændenes Hjem – en fortid, som har gjort hende tykhudet og vænnet hende til den hårde, men kærlige tone, der kan være mellem hende og hendes patienter.

”Du er simpelt hen for meget. Jeg klapper i mine små hænder, når jeg ser dig gå ud af døren,” siger hun spøgende til en patient, som også er en gammel bekendt fra tiden i Vestre Fængsel, og som bliver ved med at invitere hende ud.

Og selvom det aldrig bliver til en date, er hun måske ikke helt så ivrig efter at få ham ud af døren, som hun tilkendegiver. I hvert fald bliver der både tid til et kram, en kop te og en snak om gamle dage, inden han bliver sendt med bus 1A hjem.

”Der er simpelt hen nogle fantastiske personligheder i blandt,” siger hun og tilføjer, at hun aldrig har følt sig truet af det brogede klientel.

”Det er en fordom, at det er de socialt udsatte patienter, der truer. Nogle af dem har et anderledes og hårdere sprog, men de er søde og kærlige mennesker,” afslutter Berit Andreasen.


Redaktør