"Man bliver jo ikke en anden, fordi man bliver leder"

​​Dorte Evaristi er ny chefsygeplejerske i Ortopædkirurgisk Afdeling – men hun er langt fra ny i afdelingen. Siden 1988 har hun haft alle tænkelige sygeplejestillinger i afdelingen – senest som klinisk sygeplejespecialist

Vent...

Ortopædkirurgisk Afdelings nye chefsygeplejerske har været vidt omkring – men kun i egen afdeling. Dorte Evaristi blev uddannet sygeplejerske fra Vejle Amts Sygeplejeskole i 1988, og siden hun satte træskoen indenfor døren på Hvidovre Hospital, har hun ikke været andre steder.

Og dog – nogle år i udlandet med familien er det blevet til, men arbejdspladsen har altid heddet Hvidovre Hospital.

”Jeg er her jo, fordi jeg holder af afdelingen og specialet. Og det er jo også afdelingen, der har skubbet mig i nye retninger, ligesom jeg selv har skubbet på,” siger Dorte Evaristi om sit trofaste tilhørsforhold til både afdelingen og hospitalet.

Står stille i stormvejr

Efter 35 år i afdelingen ved Dorte Evaristi ”ét og andet”. Foruden den praktiske erfaring med at være en del af en stor organisation har hun også en master i humanistisk sundhedsvidenskab, som har givet hende viden om både kultur- og organisationsforståelse.

”Der er ikke meget, der for alvor kan udfordre mig til at miste fodfæstet. Jeg har prøvet så meget og været i så mange forskellige situationer i privatliv såvel som arbejdsliv, at jeg ikke længere bliver overrasket,” siger Dorte Evaristi om sin mangeårige erfaring.

Og det kan være en fordel som leder i en tid, hvor problemer med rekruttering og lange ventelister fylder på en ortopædkirurgisk afdeling. Inden længe skal hun ovenikøbet have en ny chefkollega, da cheflæge Thue Blichfeldt Ørsnes går på pension efter 15 år i afdelingen, de sidste fem år som cheflæge.

Afdelingen i midten

Ortopædkirurgisk Afdeling ligger lige i midten af Hvidovre Hospitals lange vandrehal i center 2. Afdelingen har endnu til gode at få moderniseret de fysiske rammer og skal heller ikke flytte ud i det nybyggede Center A.

”Det kan godt tære lidt på arbejdsmiljøet, at vi endnu ikke har fået moderniseret vores afdeling, men vi forsøger at have fokus på dét, vi er gode til. Vi har mange patienter, der fortæller om deres gode oplevelser i afdelingen,” siger Dorte Evaristi og kalder selv Ortopædkirurgisk Afdeling ”ret selvkørende”.

”Vi har en velfungerende afdeling med fokus på kvalitet, forskning og udvikling. Vi følger med tiden og har fokus på, hvad patienterne ønsker,” siger hun og nævner til eksempel, at de har fået langt flere ambulante behandlinger, og at flere operationer bliver udført i Dagkirurgisk Afdeling, så patienterne kan komme hurtigt hjem igen.

Autentisk leder og stadig den samme person

Som leder stræber Dorte Evaristi efter at være både anerkendende og tilgængelig for sine medarbejdere og driver derfor en ”åben dør”-politik.

”Man bliver jo ikke en anden, selvom man bliver leder. Måske er det nødvendigt at være mere kontant, men det er vigtigt for mig også at være autentisk”, understreger Dorte Evaristi.​

Om Dorte Evaristi

Dorte bor i indre København, hvor også hendes tre børn på 24, 28 og 31 år bor. Familien har i flere perioder boet i Thailand, hvor de også fortsat har en bolig. Hun har et aktivt kulturforbrug af kunst, musik, festivaler og andet byliv, ligesom hun sætter stor pris på at nyde skov og strand ved familiens sommerhus.

Erhvervserfaring

2023 Chefsygeplejerske, Ortopædkirurgisk Afd., Hvidovre Hospital
2022 Konstitueret chefsygeplejerske, Ortopædkirurgisk Afd., Hvidovre Hospital
2020-2020 Konstitueret ledende oversygeplejerske, Ortopædkirurgisk Afd., Hvidovre Hospital
2014-2021 Klinisk sygeplejespecialist, Ortopædkirurgisk Afd., Hvidovre Hospital
2007-2014 Klinisk oversygeplejerske, Ortopædkirurgisk Afd., Hvidovre Hospital
2005-2006 Konstitueret ledende oversygeplejerske, Ortopædkirurgisk Afd., Hvidovre Hospital
2002-2004 Klinisk oversygeplejerske, Ortopædkirurgisk Afd., Hvidovre Hospital
2001-2002 Klinisk afdelingssygeplejerske, Ortopædkirurgisk Afd., Hvidovre Hospital
2000-2001 Afdelingssygeplejerske, Ortopædkirurgisk Afd., Hvidovre Hospital
1988-2000 Sygeplejerske, Ortopædkirurgisk Afd., Hvidovre Hospital

Uddannelse

2009 Master i Humanistisk Sundhedsvidenskab og praksisudvikling (MHH), Aarhus Universitet
2005 Sundhedsfaglig diplomuddannelse i klinisk sygepleje, Metropol København
1988: Sygeplejerske, Vejle Amts Sygeplejeskole






Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor