Må man ryge e-cigaretter på hospitalet?

​E-cigaretter bliver mere og mere populære og kan nu også købes flere og flere steder. Men må man egentlig ryge de elektroniske smøger på hospitalet?
​Svaret er kort og klart: Nej! Du må ikke pulse løs på din e-cigaret på Amager og Hvidovre Hospital – hverken indenfor eller udenfor. Det fortæller servicechef Mette Gliese, som har oplevet en del kolleger og patienter og pårørende, som ikke er klar over, at hospitalets rygeregler også gælder for e-cigaretter.
 
”I takt med at e-cigaretterne bliver lettere at få fat i, og flere begynder at ryge dem, er det vigtigt at få slået fast, at hospitalets rygeforbud også gælder de elektroniske cigaretter,” siger Mette Gliese.

Følger eksperternes råd

”Selvom det endnu ikke er bevist, præcis hvilken effekt e-cigaretternes damp har for vores sundhed, skal vi ikke løbe nogen risiko,” siger Mette Gliese. 
Hun har været i tæt dialog med hospitalets rygestopinstruktør, Pia Hardt, som har leveret de faglige data, som ligger bag hospitalets e-cigaret-forbud.

”Pia Hardt kunne blandt andet fortælle mig, at dampene fra elektroniske cigaretter indeholder kemiske stoffer og partikler. Man ved ikke, hvor skadeligt det er at indånde dampene, men vi har valgt at lægge os op ad Kræftens Bekæmpelses anbefalinger, som er i tråd med WHO's internationale anbefalinger, og de siger, at man ikke bør tillade rygning af e-cigaretter på steder med rygeforbud,” siger Mette Gliese og fortsætter:

”Forbuddet mod at anvende e-cigaretter er allerede beskrevet i hospitalets instruks om røgfrit miljø. Dog tyder folks adfærd på, at de ikke har været inde og læse instruksen for nylig, og derfor minder vi om, at brug af e-cigaretter også er omfattet af det generelle rygeforbud på hele matriklen både for ansatte, patienter og pårørende”.

Flere og flere ryger e-cigaretter

Ifølge tal fra Sundhedsstyrelsen ses en generel stigning i antallet af danskere, der vælger e-cigaretten. I 2010 røg én pct. af danskerne en gang imellem e-cigaretter, mens tallet i 2013 var steget til fem pct. – svarende til omkring 200.000 danskere. 
 
Fire procent af befolkningen over 15 år - svarende til ca. 180.000 personer - ryger e-cigaretter. Heraf anvender ca. 2 procent e-cigaretter dagligt. 73 % af dem, der ryger e-cigaretter, ryger også almindelige cigaretter. 12 % af dem, der ryger almindelige cigaretter, ryger også e-cigaretter. Størstedelen (83 procent) bruger e-cigaretter med nikotin.
Redaktør