Lungemedicinsk tilbage på toppen

​Efter et år med stor risiko for at ryge ud af det fine selskab, er Lungemedicinsk afdeling på Hvidovre Hospital nu igen sikret deres plads ​som Global Excellence-afdeling.​​​​​​

”I repræsenterer et meget højt niveau inden for omfang og kvalitet af forskning og udvikling, uddannelse, undersøgelse og behandling, innovation og formidling”

Sådan lyder det blandt andet i bedømmelsesudvalgets begrundelse for, at Lungemedicinsk Afdeling igen kan bryste sig af at være en afdeling i Global Excellence-klassen.
 

Stor fremgang det sidste år

Prisen glæder professor på afdelingen, Charlotte Suppli Ulrik, som er kvinden bag ansøgningen.
 
”Vi er stolte af at have fået prisen igen. Vi fik prisen i 2010, men den skal fornyes hvert femte år. Da vi søgte sidste år vurderede det internationale bedømmelsesudvalg, ikke at vores udvikling siden 2010 opfyldte kriterierne for genudnævnelse, så vi fik en et-årig forlængelse, hvor vi kunne indhente det, vi var ”bagud”. Så vi arbejdede hårdt med vores forskningsprojekter og styrkede vores internationale samarbejder, og det var altså nok til, at vi kunne få prisen igen i år – denne gang rigtigt, i fem år,” siger hun og tilføjer:
 
”Der følger jo 250.000 kroner med, men det er helt sikkert prestigen, som betyder mest. Det betyder meget, når vi søger fondsmidler og brander os ude i verden.”
 

Livsstilssygdomme

Selvom Global Excellence-prisen ofte handler om ”ny teknologi” og ”udvikling”, er der ikke meget højtravende over Lungemedicinsk Afdeling specialeområder. De er nemlig specialister i ”almindelige” sygdomme – altså de sygdomme som flest fejler. 
 
”Vi har altid været rigtig gode til livsstilssygdomme som fx KOL, men vi har udviklet det og har fundet nye interessante sammenhænge, som fx mellem overvægt og astma,” forklarer Charlotte Suppli Ulrik.
 

Fakta om Global Excellence

Global Excellence tildeles faglige miljøer på regionens hospitaler og universiteter, hvis indsats er i verdensklasse, når det gælder forskning, udvikling og ibrugtagning af ny viden om teknologier og nye behandlingsformer rettet mod sundhedsvæsenet i Danmark.
Redaktør