Kan vi finde tid og mod til svære eksistentielle samtaler?

​Eksistenslaboratoriet kan gøre sundhedspersonalet bedre rustet til mødet og samtalen med patienter og pårørende, der er ramt på eksistensen.

Vent...

Sygeplejerskerne Christina Jensen og Marcel Harder oplever, at de er blevet bedre til at sætte sig ind i deres ofte meget syge patienters eksistentielle​ behov efter at have deltaget i Eksistenslaboratoriet.

Samtaler om eksistentielle temaer som f.eks. døden kan være noget af det sværeste for sundhedsansatte. Og det bliver ikke nemmere, når der er tryk på i afdelingen, og det er så godt som umuligt at finde mere end to-tre minutter til sådan en samtale. Så hvad gør man?

De svære samtaler er et af omdrejningspunkterne for det såkaldte Eksistenslaboratorium, der har kørt som efteruddannelsestilbud på Hvidovre Hospital et års tid. Her gives ikke færdige svar, men kurset giver mulighed for sammen med kolleger at tænke over, hvad man selv gør i de vanskelige situationer, og hvad der skal til for at gøre det bedre, både for patienten og for en selv.

"Vi har en række øvelser, der gør, at man bliver klogere på, hvorfor svære samtaler er svære og giver mulighed for fordomsfrit at tale om, hvad man selv gør i følsomme situationer," siger hospitalspræst Marianne Thestrup Jensen, en af de to præster på Hvidovre Hospital, der faciliterer laboratorierne.

Den svære samtale behøver ikke være lang

En af øvelserne i Eksistenslaboratoriet tager udgangspunkt i syv klassiske måder at undgå kontakt på. For eksempel ved at slå øjnene ned. Eller ved at rette opmærksomheden mod noget andet. Det kan f.eks. være, når en patient rækker ud til en midt i alle gøremålene og siger, "Jeg er bange for at dø":

Marianne Thestrup spørger altid på kurset, om deltagerne kan genkende situationen, og det kan mange. 

"Så kommer vi ind på, hvad der gør, at vi ikke har tid til den samtale, men også på, hvor lang tid det egentlig ville kræve. Det er en udbredt tanke, at den svære samtale kræver tid, men måske behøver den ikke tage så lang tid. Det vigtige er, at patienten oplever at blive set og hørt, også selv om det er kortvarigt," fortæller Marianne Thestrup Jensen.

Mennesket er omgivet af maskiner

Christina Jensen og Marcel Harder er sygeplejersker på intensivafdelingen på Hvidovre Hospital og har begge deltaget i Eksistenslaboratoriet.  For dem har kurset fungeret som en slags supervision. En mulighed for at tale de svære situationer igennem.

For eksempel, hvad man stiller op med de patienter, som er vågne, men som man ikke kan tale med, fordi de er intuberede. Eller hvad man egentlig skal fortælle patienterne. Det kan være meget svært i det daglige at finde tid til at tale med hinanden om, hvordan man går til de svære samtaler.

"Vores fokus er jo på overvågning af hjerte, respirator og dialyse med alle de mange maskiner, vi har," fortæller Marcel Harder. 

"Og pludselig begynder maskinerne at larme. Hov! Nu stiger hjertefrekvensen til 150. Vores patienter er jo meget syge. Men som regel er vi sammen med en patient en hel vagt, så vi skal også turde sætte os ned og lade dem mærke, at vi er tilstede. Det er jeg blevet bedre til," siger Christina Jensen.

Alene med syv mennesker omkring sig

Særligt én situation har lagret sig hos Marcel Harder, efter han deltog i Eksistenslaboratoriet.

"Vi stod tre læger og fire sygeplejersker omkring en dårlig patient. Undervejs stoppede jeg op og spurgte: "Er du nervøs? Er du OK med det her?" Jeg syntes, man kunne mærke noget på ham. Og pludselig fik lægen også fokus på ham og begyndte at fortælle, hvad der skulle ske. Alle på stuen vidste, hvad der skulle ske - undtagen patienten," fortæller Marcel Harder.

Han er blevet bedre til at forestille sig situationen set fra patienten: "Jeg ville blive rimeligt nervøs, hvis jeg så syv mennesker omkring mig i gang med alt muligt, jeg ikke vidste, hvad gik ud på." 

Stilheden er god nok

Christina Jensen har fået helt konkrete sætninger med hjem, som fokuserer på patienten snarere end fagpersonen.

"I sygeplejen har vi det med at sige, "Jeg ved godt, hvordan du har det, hvordan det føles". Men jeg har jo ikke prøvet at ligge på intensiv. I stedet skal man sige "Jeg kan forestille mig, hvordan det er". Det er en god sætning, som jeg har taget til mig."

Det er dog ikke altid, man behøver at sige noget. Nogle gange handler det blot om at være tilstede:

"Hvis folk ligger for døden, eller hvis de lige har fået en slem diagnose, så behøver man ikke sige noget. Man skal bare være der. Være der for mennesket i stedet for at se på maskinerne."


Eksistenslaboratoriet

Et laboratorieforløb består af en serie undervisningsmoduler, eller 'laboratorier', af to timers varighed. Der afholdes tre laboratorier med ca. tre ugers mellemrum. Et laboratoriehold består af seks-otte deltagere. Normalt kommer deltagerne fra samme afdeling. Meget gerne en blanding af læger og sygeplejersker.

I laboratorierne arbejdes der via oplæg og øvelser blandt andet med at få justeret egne forventninger og forestillinger i relation til den svære samtale, fx manglende afklaring om egne værdier, manglende naturligt sprog om eksistensen, manglende tid til at yde eksistentiel støtte eller manglende viden om eksistentielle temaer.

Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor