Julebesøg i Børneafdelingen

​Rasmus Klump og honningkagepyntning har været med til at gøre december lidt hyggeligere for Børneafdelingens patienter. Se billederne her. 

Der blev sunget, krammet og lavet julepynt, da Børneafdelingen en onsdag formiddag i december havde besøg af Rasmus Klump og sangerinden Malene Qvist. Bag besøget stod Kids Aid, en velgørende organisation, som bl.a. har til formål at skabe trivsel og glæde for børn, der er indlagt på hospital.

For Jamila på knap seks år var besøget en herlig afbrydelse fra hendes besøg i ambulatoriet. 

"Det er rigtigt sjovt at Rasmus Klump er her, vi har hørt musik og sunget. Og jeg har lavet noget flot julepynt sammen med Malene", fortalte hun.

Kager med pynt og krymmel

I anledning af julen havde hospitalets køkken sørget for, at de indlagte børn fik mulighed for at pynte honningkager formet som heste, juletræer og nisser.

"Jeg laver et juletræ med sådan noget pynt. Det smager rigtig godt," siger Filippa på 4 år, som har pyntet en juletræskage med lyserød glasur, grøn krymmel og hvide sukkerkugler.

Anders på 13 år har brækket armen og venter på en operation. For ham kom kagepyntningen som en kærkommen overraskelse.

"Jeg havde ikke regnet med, at jeg skulle pynte kager her på hospitalet. Men det er noget sjovere end at sidde og trille tommelfingre".








Redaktør