"Jeg kommer ikke farende og skal lave alt muligt om"

​Susanne Pedersen er netop tiltrådt som ledende bioanalytiker i Klinisk Mikrobiologisk Afdeling. Hun tager turen fra Herlev til Hvidovre med mange års ledelse i bagagen. 


Vægtskålene var fremme, da Susanne Pedersen for nogle måneder siden lod sig friste af stillingen som ledende bionalytiker i Klinisk Mikrobiologisk Afdeling på Amager og Hvidovre Hospital. Hun havde jo allerede et rigtig godt job som ledende overbioanalytiker på Herlev og Gentofte Hospital. Men der var alligevel noget, der trak i hende.

"Jeg har netop været med til at afslutte et nybyggeri i Herlev, hvor vi er flyttet ind i nye lokaler. Vi har gennemført en stor automatisering af blandt andet vores bakteriologiske laboratorium, og vi har fusioneret med afdelingen i Hillerød. Så på et tidspunkt tænkte jeg: Hvad skal jeg så nu?," fortæller Susanne Pedersen.

Derfor var det den helt rigtige timing, da den ledige stilling på Amager og Hvidovre Hospital kort efter blev slået op - og vægtskålen endte med at tippe mod Hvidovre, hvor 61-årige Susanne Pedersen tidligere har tilbragt fem år i det, hun kalder "den gode Hvidovre-ånd".

En samlende leder

Susanne Pedersen kommer med massiv ledelseserfaring fra Herlev og Gentofte Hospital, hvor hun siden 1997 har været ledende overbioanalytiker.

 "Jeg er en leder med visioner og vil meget gerne samle de mange søjler af forskellige områder, der er i den kliniske mikrobiologiske afdeling, mere end jeg fornemmer, de er nu," fortæller Susanne Pedersen, som også har blikket rettet mod at udvikle mere it-baseret kvalitetsstyring, ligesom hun var med til på Herlev.

"Men jeg kommer ikke farende og skal lave alt muligt om. Afdelingen er jo velfungerende, og jeg har ingen planer om at trække en Herlev-kultur ned over den. Men jeg kommer til sammen med medarbejderne at mærke efter, hvad der er brug for, og så skal vi blive enige om, hvilken vej, vi skal gå," siger Susanne Pedersen, som sætter ordene "synlig, lyttende og inddragende" på sig selv som leder.

Et godt samarbejde mellem Herlev og Hvidovre

Med de mange år på Herlev og Gentofte Hospital samt i udefunktion på Nordsjællands Hospital har Susanne Pedersen er rigtigt godt kendskab til andre lignende afdelinger i regionen og et stort netværk. Og det har hun tænkt sig at bruge til noget. Fx i forhold til et samarbejde med Herlev.

"Vi har allerede et rigtig godt samarbejde på hygiejneområdet, men jeg ser muligheder for et endnu stærkere bånd på basisområdet. Vi har forskellige kompetencer, og det kan vi bruge til at skabe en god synergi i forhold til fx udvikling af metoder. Der er gode hjerner begge steder, og de kan styrkes via et godt samarbejde," siger Susanne Pedersen.

Ud over det organisatoriske og ledelsesmæssige fokus har Susanne Pedersen også et skarpt øje rettet mod forskning, som en væsentlig del af det klinisk mikrobiologiske område.

De faglige udfordringer har tilsammen vejet godt i vægtskålen, men når det nu skulle være, så skader det ikke, at hun nu har sagt farvel til den daglige biltur og i stedet tager vejen til og fra arbejde på cykel via Kalvebod Fælled fra sit hjem i Kastrup. 


Redaktør